Af Helle Midskov, Viborher
Mikkel Juul ærgerlig over trænerexit: – Vi prioriterer kvindeholdet trods udfordringer
Mikkel Juul, som er formand for Solrød FC, er meget ærgerlig over, at cheftræner Jan Kristensen har valgt at sige op. Cheftræneren har også givet udtryk for, at han ikke mener, at kvindeholdet bliver prioriteret. Formanden understreger, at bestyrelsen bakker op om klubbens kvinder i 1. divisions slutspil, men at bestyrelsen har ansvar for, at hele klubbens økonomi hænger sammen.
Solrød FC har måttet foretage budgetstramninger, der umiddelbart har ramt klubbens kvindehold hårdt. Der er blandt andet skåret på tilskud til fodboldstøvler, transport, tøjvask, forplejning med mere. Formanden forklarer, at disse besparelser er nødvendige for at beskytte hele klubbens økonomi, men at det er ambitionen, at kvindeholdet skal have så gode forhold som muligt. Økonomisk bliver der ikke gjort forskel på hverken damer eller herrer. Et kvindehold på det niveau, som holdet er i nu, koster virkelig mange penge at drive, og det dræner i kassen. Der er blandt andet en kæmpe post til transport, når de nu spiller landsdækkende.
– Det er kommet lidt bag på os, også at de er røget så højt op i rækkerne med rekordfart. Det er en økonomisk udfordring, men ingen skal være i tvivl om, at vi også prioriterer kvindeholdet, og jeg er mega stolt af dem, siger formanden, som klart afviser, at der ikke på noget tidspunkt har været tale om at lukke holdet ned, men at der for en periode er tale om at skrue ned for blusset for kvindeholdet, indtil der findes flere penge udefra, således at klubben løbende kan skrue op for økonomien omkring holdet igen.
Der vil fremadrettet være et bredt team omkring kvindeholdet.
– Indtil videre vil det være assistenttræner, målmandstræner og holdleder, som skal stå for træningen af kvindeholdet. Jeg synes, Jan Kristensen har gjort et kæmpe stykke arbejde, og det er ærgerligt, at han stopper, fordi inden for få uger, er der måske en økonomisk løsning på vej, siger Mikkel Juul, som ikke vil gå i detaljer med den.
– Vi ved godt, der skal bruges flere penge, der er en masse i gang for at skaffe dem. Vi har to seniorhold på ca. 50 spillere. Det er kvinderne i 1. divisions slutspil og herrerne i sjællandsserien, som koster noget. Vi bliver nødt til at vægte de to hold i forhold til børne- og ungdomsafdelingerne og finde frem til, hvor meget de må koste, forklarer formanden.
Med over 1000 medlemmer og to seniorhold er der et stort fællesskab bag Solrød FC. Mikkel Juul håber, at medlemmerne og spillerne vil forstå de nuværende økonomiske realiteter og bidrage positivt til klubbens fremtid.
– Trods de aktuelle økonomiske udfordringer arbejder bestyrelsen og trænere aktivt på at finde nye sponsorer og øge indtægterne til at støtte alle hold, inklusive kvindeholdet. Jeg opfordrer alle til at støtte op om klubben med sponsorater, og alle der ønsker at bakke op specifikt omkring kvindeholdet, skal være meget velkommen til at kontakte mig, fortsætter formanden.
Af Helle Midskov, Viborher.dk
LÆS HER: Hvorfor Cheftræner Jan Kristensen har sagt op