Efter to år med corona bliver der nu igen afholdt seks gudstjenester juleaften
Det kimer snart til julefest, og i år kimes der uden corona med alt, hvad det førte med sig af restriktioner. For første gang siden 2019 er der fuldt program med seks gudstjenester i Solrød Strandkirke og Solrød Kirke.
I Solrød Strandkirke har Charlotte Gravesen børne-/familiegudstjeneste kl. 10.30 og kl. 12.00. Kl. 14.00 og 15.30 er Mona Møberg Larsen præst ved gudstjenesterne i Solrød Strandkirke, og vikarpræst Dorte Pedersen inviterer indenfor i Solrød Kirke kl. 14.00 og 15.30.
”Det bliver rigtigt dejligt at åbne kirkerne igen til så mange gudstjenester. Vi har savnet den særlige stemning, der er juleaften og de mange skønne mennesker, som kommer og fejrer juleaften med os”, siger Charlotte Gravesen.
Nye regler
Som altid er det en god idé at komme i god tid for at sikre sig en af de eftertragtet pladser. Vær særlig opmærksom på, at der i Solrød Strandkirke er begrænsninger på, hvor mange der må lukkes ind. Brandmyndighederne har nemlig meddelt, at der maksimalt må være 360 personer i kirken.
Det betyder, at dørene mod Mosevej åbnes 45 minutter før hver gudstjeneste, og at gæsterne tælles.
”Vi håber på forståelse for, at vi ikke kan have 400-500 mennesker i kirken ad gangen. Vi bliver nødt til at overholde de gældende regler, men der skulle gerne være plads til alle, der har lyst til at komme til gudstjeneste den 24. december”, siger Ane Arnbjerg, der er formand for menighedsrådet i Solrød Sogn.
Se gudstjenesten hjemme i sofaen
Du kan også vælge at lytte til juleevangeliet og synge salmer i Solrød Kirke. Og har du ikke lyst til trængsel og alarm i nogen af kirkerne, kan du sidde med benene oppe i sofaen derhjemme og følge julegudstjenesten kl. 14.00 fra Solrød Strandkirke. Den bliver livestreamet og kan ses resten af dagen på hjemmesiden solrodkirker.dk.
I det hele taget er der masser af julegudstjenester, som du kan komme til. Den 25. december er Charlotte Gravesen præst ved gudstjenesten kl. 11.00 i Solrød Strandkirke, og 2. juledag prædiker Dorte Pedersen ved gudstjenesten kl. 11.00 i Solrød Strandkirke.
”Vi ser frem til nogle hyggelige og stemningsfulde juledage i kirken”, siger Charlotte Gravesen.
Kilde: Solrød Sogn