Charlotte Gravesen og Mona Møberg Larsen var trukket i præstekjolerne og reklamerede for det kommende menighedsrådsvalg i Solrød Centret.
”God vind”, ”det kunne godt være noget for mig” og ”jeg er asatroende”. Det var nogle af de kommentarer, som Mona Møberg Larsen og Charlotte Gravesen blev mødt af fredag eftermiddag foran scenen i Solrød Centret.
Her delte de to præster fra Solrød Strandkirke sammen med kirketjener Hanne Jønsson og kommunikationsmedarbejder Annette Forsberg flyers ud om menighedsrådsvalget den 17. september kl. 19 i Solrød Strandkirke.
”En del af vores nuværende menighedsrådsmedlemmer stopper, så vi står her for at tiltrække nye kræfter til den næste toårige periode. Man behøver ikke at være specielt kirkelig. Alle er velkomne, men det vil være et plus, hvis man har kompetencer inden for sådan noget som økonomi, personaleforhold, vedligeholdelse af bygninger og kirkekultur”, siger Mona Møberg Larsen.
Sammen med de tre andre delte hun mange flyers ud i løbet af eftermiddagen til de mennesker, som egentlig blot var i centret for at handle. De fleste havde ikke noget imod at blive forstyrret. Velviljen blev heller ikke mindre af, at der med hver flyer røg en stang Solrød Lakrids med i købet.
”Vi er blevet mødt af stor velvilje, har fået mange knus og kram, og tre-fire har vist interesse for at stille op til valget. Heldigvis, for det er grænseoverskridende at stille sig op i præstekjole her i centret. Det er langt fra vores komfortzone ovre i kirken”, siger Charlotte Gravesen med et smil.
Var du ikke i centret i fredags, men overvejer at stille op, så kom og få en snak med de to præster den 5. september kl. 19 i Solrød Strandkirke. Her vil de på et uformelt møde sammen med et par af de nuværende menighedsrådsmedlemmer fortælle om, hvad du kan forvente, hvis du stiller op.
”Vi håber at se mange ansigter både den 5. og 17. september, for uden menighedsrådsmedlemmer ingen kirke med gudstjenester, konfirmander, koncerter, babysalmesang og tirsdagscafé”, siger Mona Møberg Larsen.
Kilde: Solrød Sogn