Havdrup Kirke har fået nyt menighedsråd
Kontinuitet og en enkelt ”ny”. Det blev resultatet, da de 35 fremmødte til Valgforsamlingen tirsdag 17. september stemte på det nye menighedsråd.
Det blev en rigtig fin aften med præsentation af de opgaver, som MR har afsluttet den seneste periode, bl.a. renoveringen af præstegårdens 1. sal, og omtale af nye, mulige arbejdsopgaver for det kommende råd.
Menighedsrådet for de kommende 4 år består af Steen Klit Andersen, Ricci Carlsson (ny), Marianne Hauge, Eva Kristjansson, Peter Larsen, Tine Fischer Laursen, Inger Pløger og Jørn Korsgaard Thomsen.
Der blev også valgt en enkelt stedfortræder, Ann-Cecilie Niese-Petersen, hvilket ikke helt er nok, så vi må på udkig efter nogle flere. At være stedfortræder kan være en rigtig god måde at prøve kræfter med arbejdet, så interesserede kan trygt henvende sig til formanden og få mere at vide.
Formand Marianne Hauge sluttede aftenen med at byde Ricci og Ann-Cecilie velkommen og takke de medlemmer og stedfortrædere, som ikke genopstiller, for deres store indsats og gode samarbejde.
Tak til Jørgen Post Pedersen, William Mors Larsen, Britta Laursen, Vibeke Boesen og Brian Hansen.