Du, som har tændt millioner af stjerner
Fællessang i Jersie Sognehus er nærmest blevet en fast tradition. Næste gang den 14. november er det sange af den danske komponist, Erik Sommer.
Fællessang er blevet en fast del af programmet hos mange i Jersie og Kr. Skensved. Hver eneste gang er der en fast skare af sangglade borgere, der nyder denne sangstund. Fællessang er altid akkompagneret af Jersie kirkes organist, Esben N. Møller, der sidder ved klaveret.
“Til næste fællessang skal vi synge sange af Erik Sommer. Vores danske sangkomponist, der har skrevet mellem 300 og 400 sange og salmer. Han er bl.a. kendt for den populære ‘Du, som har tændt millioner af stjerner’ fra 1981”, siger Esben N. Møller.
Fællessang i Jersie Sognehus er for alle, der har lyst til at synge – uanset om man synger meget eller lidt. Det varer to timer, hvor der også er tid til at få opfyldt sine egne sangønsker.
Tid og sted
Næste fællessang er torsdag den 14. november kl. 15-17 i Jersie Sognehus, Birkevænget 40 (ved Jersie Station), Solrød Strand. Alle er velkomne, og det kræver ingen tilmelding.
Har du mistet en kær i år?
Allehelgen er den tid på året, hvor vi mindes dem, vi har mistet – med en smuk gudstjeneste med levende lys og musik.
Søndag den 3. november er det allehelgen – og dermed den dag på året, hvor vi mindes dem, vi har mistet. I Jersie Kirke vil vi denne søndag kl. 16 invitere til en af årets smukkeste gudstjenester – med masser af levende lys, der skaber et helt særligt rum for sorgen over dem, der er gået bort i årets løb.
Sognepræst Hanne Elisabeth Schmidt vil stå for denne gudstjeneste – i samspil med cellisten Adam McKenzie, organist Esben N. Møller, kirkesanger Siri K. Rude og sopranen Svafa Thorhallsdottir, der vil skabe et smukt musisk bagtæppe til ceremonien.
Undervejs i gudstjenesten vil navnene på dem, der er gået bort i årets løb blive læst op.
I mange familier er det blevet en tradition at gå i kirke netop på allehelgenssøndag for at sørge over og mindes dem, man har mistet, ligesom familierne besøger gravstedet sammen.
Kilde: Jersie Sognehus