Familiegudstjeneste med sovedyr og fællesspisning
Tirsdag den 5. november inviterer præst Bente Lybecker til familiegudstjeneste i Havdrup Sognehus kl. 17:30. Familiegudstjenesten handler om den lille fårehyrdinde Davida, der er den eneste i hele Israel, der tør gå i krig mod kæmpen Goliath.
Alle børn inviteres til at tage et tøjdyr med til gudstjenesten. Efter den korte gudstjeneste spiser vi sammen og hygger os med hinanden. Vi går hjem senest kl. 19.
Novemberblues. Fællessang i dur og mol
November gør indtryk. ”At være født i november har længe lagt en dæmper på mit liv” sagde digteren Benny Andersen engang. Og i Henrik Nordbrandts digt ”Året har 16 måneder” begynder året med november og slutter med 4 x november.
Mange kan nikke genkendende til de oplevelser af november, mørk og regnfuld som måneden er. Men nu tager Havdrup Kirkes musikteam Anette og Peter os varmt om hjertet til fællessang om denne novemberblues torsdag den 14. november kl. 18.
De lover sange i både dur og mol, krydret med gode fortællinger undervejs. Bagefter serverer sognehuset håndmad og fælles hygge, før aftenen slutter kl. 20.
Fredelig fremtid i en broget verden
Der er god grund til, at kirkeåret begynder ved december og slutter i november. For 1. søndag i advent den 1. december bæres lys og håb ind i kirken igen, lige som sidste år – og sidste år …
Denne gudstjeneste fejres hvert år som en fredslysgudstjeneste, i år med temaet ”fredelig fremtid i en broget verden”. Fredslyset kommer fra fødselsgrotten i Betlehem, og traditionen er et af Sct. Georgs Gildernes landsdækkende aktiviteter.
I Havdrup henter frivillige fredslyset i Roskilde, og FDF´erne bærer det ind i kirken, når gudstjenesten begynder kl. 16. Bagefter er der kaffe udenfor på kirkegården.
Medbring gerne egen lanterne for at tænde dens lys ved fredslyset. Så kan lanternen lyse videre foran døren hjemme i juletiden. Fredslyset står tændt i våbenhuset helt frem til Hellig3Kongers søndag den 5. januar.
Julehjælp gør en forskel
Tit skal der ikke så meget til for at gøre en forskel for familier, der har svært ved at få julen til at hænge sammen økonomisk. Menighedsplejen i Havdrup Kirke uddeler hvert år julehjælp til børnefamilier i sognet for de penge, som bliver samlet ind i løbet af året ved kirkens mange arrangementer, især høstauktionen.
Info og ansøgningsskema til julehjælp ligger på kirkens hjemmeside. Enhver med lyst og overskud kan stadig bidrage til julehjælpen ved at sende en donation til Havdrup Kirke via Mobile Pay 59458 mærket JULEHJÆLP.
Koncert med varme toner og julestemning
Voices In Harmony under ledelse af dirigent Erik Olsen og korleder/pianist Christian Wandel har arrangeret julekoncert i Havdrup Sognehus onsdag den 28. november kl. 19.30.
Billetter kan købes på biletto.dk – eller ved indgangen, hvis ikke der er udsolgt.
Aftenen byder også på mulighed for at deltage i amerikansk lotteri og nyde en hyggestund med kaffe og kage, som kan købes på stedet.
Læs mere om Voices In Harmony på korets hjemmeside: www.voicesinharmony.dk
Kilde: Havdrup Kirke