Kyndelmissegudstjeneste & Fællessang i Havdrup Kirke
Vi skal være lys i verden. Og bære lys i verden. Det er hovedbudskabet, når præst Kristine sammen med organist Peter og kirkesanger Anette holder både kyndelmissegudstjeneste og fællessang i kirken torsdag den 1. februar kl. 18-20. De finder de bedste salmer og sange frem om lysets komme.
Traktementet fra fællessang i sognehuset – amar´madder og go´nat-øl – bliver taget med ud til kirken og suppleret med kyndelmissepandekager. Altsammen ved de tændte bålfade på kirkegården, når gudstjeneste og fællessang er forbi.
Kirkebil kan benyttes.
Fastelavn og tøndeslagning for mindre børn
Søndag den 11. februar inviterer Havdrup Kirke til festlig fastelavn i sognehuset på Bistrupvang 33 kl. 10 med kort gudstjeneste, tøndeslagning og fastelavnsboller.
Efter gudstjenesten skal der slås på tønder: udenfor i sognehusets have på to tønder af forskellig styrke, festligt pyntet af byens FDF´ere. Indenfor i sognehuset kan de allermindste prøve at slå på en lille paptønde, så alle børn får mulighed for at prøve kræfter med at slå en tønde ned.
Til sidst trakterer køkkenet med fastelavnsboller og noget at drikke for både børn og voksne. Husk endelig at tage varmt tøj på.
Foredrag: Når livet slår en kolbøtte
For få år siden fik Manu Sareen stillet diagnosen ADHD. I den forbindelse blev han klar over, at ikke kun børn, men også mange voksne lever med ADHD. Selv ville han gerne have kendt til sin diagnose tidligere i livet, så uroen og det indre kaos havde fået en forklaring.
Foredragsrækken ved Havdrup Kirke har hyret Sareen til at holde foredrag om sit liv med diagnosen, et højst aktuelt og vedkommende emne. Han fortæller både om sine succeser og om de store omkostninger, det har haft for ham.
Du kan høre Manu Sareen i Havdrup Sognehus på Bistrupvang 33 tirsdag den 27. februar kl. 19.30-21.30.
Billetter á 50 kr. (inkl. kaffe & kage) sælges ved indgangen. Pensionist 30 kr. Kom i god tid.
Kilde: Havdrup Kirke