Jersie Kirke danner ramme om en smuk sommerkoncert – med klassisk uddannede Adam Mckenzie på cello og kirkens egen organist, Esben Nordborg Møller, på orgel.
Søndag den 16. juni vil Jersie Kirke for en stund være fyldt med tonerne til en sommerlig meditationskoncert. Organist i Jersie Kirke, Esben Nordborg Møller, har inviteret den klassiske uddannede Adam Mckenzie til en fælles sommerkoncert – til glæde for alle, der har tid og lyst til en smuk søndagskoncert.
”Vi har fundet inspiration i de lyse sommernætter og årets gang, og vi vil med cello og orgel føre alle trygt igennem et smukt og varieret program”, siger Esben N. Møller.
Adam Mckenzie er en dansk/australsk cellist og naturvejleder. Efter studier på konservatorier i Australien, Tyskland og Canada er han vendt tilbage til Danmark.
Selv om han er klassisk uddannet, har Adams kreative og rytmiske tilgang til musikken, ført ham til at udforske jazz, pop og folkemusik.
Tid og sted
De to dygtige musikeres kundskaber og kompetencer kan nydes i fulde drag søndag den 16. juni kl. 16-17 i Jersie Kirke, Nordre Byvej 9, Jersie Landsby, 2680 Solrød Strand.
Kilde: Jersie Kirke