Fællessang med temaet Forår & Fred
Torsdag den 9. marts er der fællessang i Havdrup Sognehus på Bistrupvang 33 med temaet Forår & Fred.
Organist Peter Plougmann og kirkesanger Anette Løndal Hemmingsen vil synge sammen med os og fortælle om sangene undervejs.
Vi synger fra kl. 18-19.
Bagefter har vi hyggeligt samvær med sandwich og noget at drikke til, så ingen skal gå sultne hjem.
Forårsvandring i Ledreborg Slotspark
Havdrup kirke inviterer til forårsvandring tirsdag den 14. marts i Ledreborg slotspark og skov. Turen er på ca. 10 km og slutter ca. kl. 15.
”Vi vandrer med ord fra den kristne tradition og går en stor del af vejen i stilhed, så alle sanser kan åbne sig for naturens mangfoldighed, både udad og indad”, siger præst Kristine S. Hestbech, der leder turen. Vandringen inviterer til refleksion over, hvor man er i sit liv, og hvor man gerne vil bevæge sig hen.
Ingen tilmelding, så man kan beslutte sig i sidste øjeblik. Bare mød op på P-pladsen ved Lejre Museum kl. 9.00.
Som altid skal man sørge for at have tøj og sko på, der passer til en dagsvandring, og medbringe plasticsæk at sidde på og drikkelse og fortæring til dagen.
Ny havdrupper udstiller i sognehuset
Menighedsrådet i Havdrup indbyder til fernisering af Lilli Pedersens billeder onsdag 15. marts kl. 19-20.30 i sognehuset, Bistrupvang 33.
Lilli Pedersen har tegnet og malet hele sit liv, mest med akvarel, men også med akryl og foto, som hun manipulerer med.
Lilli har uddannet sig på flere malerskoler i både Danmark og i udlandet og har udstillet mange steder, bl.a. Skovbo Kunstforening, Roskilde Hospital og Solrød Bibliotek. Hun flyttede til Havdrup i 2021.
Aftenen byder først på velkomst og et glas vin med lidt snack. Derefter kan man studere kunstnerens spændende fotos og akvareller og få en snak med hende. Organist Peter Plougmann giver en lille minikoncert ved ferniseringen med sang og spil.
Forårsjævndøgn betyder vandring på Solrød Strand
Tirsdag den 21. marts er det forårsjævndøgn. Havdrup kirke inviterer til morgenvandring på stranden ved Solrød tirsdag den 21. marts for at markere tidspunktet, hvor dag og nat er lige lange.
Vandringen begynder ved kiosken på Østre Strandvej, Solrød Strand kl. 05.00. Vandringen foregår i stilhed og slutter ca. kl. 07.
”Jævndøgnsvandringen er blevet et af vores dejlige ritualer i Havdrup kirke”, siger præst Kristine Stricker Hestbech, ”sjælen fyldes af taknemmelighed, når solen står op ude over havet”.
Skovbadning: Forår i langsomt tempo
Havdrup kirke inviterer til skovbadning i præstegårdshaven, Præstestræde 5, fire gange i løbet af forårshalvåret, første gang torsdag den 23. marts kl. 16-18.
”Skovbadning er en meditativ praksis, hvor vi går helt ned i tempo og mærker naturen med alle vores sanser”, siger præst Kristine Stricker Hestbech, som leder skovbadningen sammen med sin datter Ida.
Skovbadning stammer fra Japan, hvor læger ordinerer det til folk, der lider af blandt andet stress og forhøjet blodtryk. Skovbadning i præstegårdshaven er lagt ind i en kristen ramme, hvor der hver gang er stille kristen meditation med bibelord, man kan tage med sig ud i haven undervejs.
Der er ingen tilmelding, man dukker bare op, klædt på til vejret.
Skovbadningen gennemføres uanset vejret. I haven er der yogamåtter og tæpper, og hver gang slutter med en kop urtete i græsset.
Datoer for skovbadning: 23. marts, 20. april, 4. maj og 15. juni, hver gang kl. 16-18.
Min mors farvel: Foredrag med Adrian Hudges
Forrige sommer fortalte DR-journalisten Adrian Hughes sin mors og morfars glamourøse og tragiske historie i podcasten ”Mors afskedsbrev”, som blev DR Lyds hidtil største dokumentarsucces.
Nu kommer Adrian Hudges til sognehuset i Havdrup med sin historie om familier og nedarvede traumer torsdag den 23. marts kl. 19.30. I foredraget stiller han spørgsmålene, om fortidens familiære traumer altid vil følge med, og om vi kan vælge hvilket menneske, vi gerne vil være?
Adrians morfar var den i sin samtid kendte byggematador, Thorvald Dreyer, og Adrians mor, Jette, voksede op som millionærbarn, men Thorvald stødte hende gradvist fra sig. Med alle materielle muligheder døde millionæren bitter og alene uden kontakt med sine fire døtre eller børnebørn. Familie relationerne fortsatte i frit fald hos Adrians mor, som efter sin død efterlod sig et chokerende afskedsbrev.
Billetter á 50 kr. købes ved indgangen.
Menighedsrådet holder fest for frivillige
Menighedsrådet i Havdrup inviterer frivillige til takkefest torsdag den 30. marts kl. 18-21. Det gælder alle, som har været frivillige, som er frivillige eller som godt kunne tænke sig at blive frivillige ved kirkens mange dejlige arrangementer.
Takkefesten byder på en god middag i sognehuset med sang og spil undervejs. Menighedsrådet vil også orientere om, hvad der sker i kirken lige nu, og hvilke planer der ligger for det kommende år.
Festen er også åben for alle, der interesserer sig for kirkens liv i lokalsamfundet, så ingen skal holde sig tilbage.
Man binder sig ikke til noget, og tilmelding er ikke nødvendig.
Kilde: Havdrup Kirke