Havdrup Kirkegård inspirerer til biodiversitet
Tidsskrift for Praktisk Økologi har været på besøg på Havdrup Kirkegård for at skrive en artikel om kirkens måde at drive kirkegården på med fokus på skønhed, heling og bæredygtighed.
Artiklen handler om de mange grønne idéer, der gennem de seneste 10-15 år er blevet realiseret på kirkegården. Den fortæller også om modstanden mod forandringerne og den dialog, der er nødvendig i lokalsamfundet, når nye ideer bliver ført ud i livet.
Artiklen kan læses i sin helhed på kirkens hjemmeside.
Slå ej i maj
I maj måned tager Havdrup Kirke igen del i kampagnen “No Mow May”. Oversat betyder det “Slå ej i maj” og er en opfordring til folk om ikke at slå græsplæne i maj måned. Det giver plads til plæneblomster som tusindfryd, mælkebøtte og hvidkløver, som insekterne lever af.
På Havdrup Kirkegård betyder det, at græsset får lov til at gro i Paradishaven ud til landevejen, men kanterne bliver slået. De små plæner rundt om kirken bliver slået helt. Det gør Fællesgraven også. I Æblelunden bliver der slået stier.
Graverpigerne har sat små info-tavler op på kirkegården til orientering for besøgende. Konceptet ”No Mow May” blev lanceret sidste år af Haveselskabet efter inspiration fra England.
Nattergalevandring ved Køge Ås
Kristine Stricker Hestbech og Havdrup Kirkes pilgrimsgruppe inviterer til aftenvandring ved Køge Ås kl. 18 – ca. 21. Ingen tilmelding.
Interesserede mødes kl. 18 på P-pladsen Køge Ås, Ølbyvej 14, 4600 Køge. Tag tøj på efter vejret og medbring gerne lidt varmt at drikke.
Hvorfor er der høns på kirkegården?
Det er et af de spørgsmål, som det nye hold minikonfirmander skal finde ud af ved selvsyn, når de kommer ud på kirkegården i Havdrup sammen med kirke- og kulturmedarbejder Anette Løndal Hemmingsen.
Anette er klar med et nyt hold minikonfirmander, som begynder onsdag den 15. maj. Hun henter børnene på skolen, når de har fri, og cykler sammen med dem fra skole til kirke og tilbage igen. Tilmelding er nødvendig og skal ske på kirkens hjemmeside senest mandag den 6. maj.
Minikonfirmand er folkekirkens tilbud til alle børn, der går i 3. klasse. Børnene mødes seks onsdage frem mod sommerferien fra kl.13.30-15.30.
Når kirkegården i dag forvaltes anderledes end før, tjener det flere formål. Udover at reducere folkekirkens klimaaftryk, bruges området også i kirkens forkyndelse, til sjælesorg og undervisning.
Menighedsråd bidrager til klimamål
Folkekirken har netop afsluttet en stor klimaundersøgelse, som peger på, hvordan landets kirker kan reducere deres klimaaftryk. Meget skal omsættes til handling i de kommende år. Folkekirken ejer ca. 1/3 af al jord i Danmark og skal også bidrage til at nå de nationale klimamål i 2030.
Menighedsrådet har ansvar for alle kirkens arealer og har derfor stor indflydelse på, hvordan de bliver forvaltet. I år skal der være valg til menighedsrådet. Havdrup Kirke er godt på vej med den grønne omstilling, men mere kan gøres. Klimaundersøgelsens resultater og anbefalinger ligger parat til at blive grebet af de nye menighedsråd.
Havdrup Sogns Menighedsråd holder det lovpligtige orienteringsmøde forud for valget i september tirsdag den 14. maj kl. 19. Her vil de fortælle om deres arbejde og kommende planer. Alle i Havdrup med interesse i kirkens og byens liv er velkommen til at lytte med og stille spørgsmål. Og meget gerne melde sit kandidatur til det kommende valg.
Vi har en grøn dagsorden
Motiverne for at melde sig som kandidat til menighedsrådet er meget forskellige. En vil styrke kirkens rolle i lokalsamfundet, en anden holder af fællesskabet i gudstjenesten, og en tredje vil gerne have indflydelse på kirkens udvikling.
Marianne Hauge har været medlem af menighedsrådet i Havdrup Kirke i snart 20 år, heraf næsten 16 år som formand. Her bruger hun sine kompetencer fra arbejdslivet som leder og forhandler.
Marianne er glad for at have fået indgående kendskab til kirkens hverdag og for at være del af et stort arbejdsfællesskab om alle aktiviteter i kirken. Hun nævner den grønne dagsorden som en helt særlig motivation i arbejdet:
– Vi er i gang med et spændende naturgenopretningsprojekt på en del af vores præstegårdsjord, og vi har allerede set en stor udvikling i insekt-, dyre- og planteliv i området. Det giver virkelig god mening, også fordi det på længere sigt skal blive til glæde for Havdrups borgere.
Kilde: Havdrup Kirke