Kunstprojekt på Præsteengen
Havdrup Kirke har søgt Statens Kunstfond og modtaget 50.000 kr. fra Slots- og Kulturstyrelsen til støtte af kunstprojekt på præstegårdsjorden nedenfor præstegårdshaven, kaldet “Præsteengen”.
Kunstprojektet bliver til i samarbejde med Karin Lorentzen, som er uddannet billedhugger fra kunstakademiet i 2002. Med stor passion for bæredygtighed ønsker hun at skabe værker, der øger biodiversitet og skaber gode rum for mennesker. Hun vil engagere mennesker på land og i by og åbne for et større engagement i vores omgivelser.
Karin Lorentzen arbejder på den måde, at hun giver form til de ønsker, savn og behov, som menighed, menighedsråd og præster i Havdrup måtte have.
Karin Lorentzen har lavet flere projekter, hvor hun søger former og forbundethed mellem menneske og natur, bla. i Botanisk Have i Århus. Her lavede hun gipsaftryk af planter, hvor hun brugte gipsen til at “kigge med” og åbne for en ny måde at se og opleve planter på. På Hvidovre Strand har hun lavet en bølget betonkant at sidde på med inspiration fra bølgemønstret i et overskåret hvidkålshovede.
Fællessang: Frihedens lysdøgn
Maj byder på Fællessang & Sandwich i Havdrup Sognehus torsdag den 4. maj kl. 18-20. Kirkens musikmennesker Anette L. Hemmingsen og Peter Plougmann har jongleret lidt og fundet noget dejligt om forår, frihed og fred:
– Der var krig i Europa, og der er krig i Europa. Vi synger om det. Synger om grusomhederne, efterdønningerne og længslen efter frihed. Vi synger om foråret, der kommer uanset, hvad vi tossede mennesker finder på at slå hinanden i hovedet med, siger de.
”Frihedens lysdøgn” vandt en sangkonkurrence om en befrielsessang i 2019, hvor fejringen af 75-året for Danmarks befrielse druknede i aflysninger pga. en virus, vi alle husker navnet på, men sangen kender vi knap nok.
Den står som nr. 226 i højskolesangbogen.
Hvad har jeg lært af heste?
Sognecaféen i Havdrup har lanceret et nyt koncept, der hedder En fortælling fra livet. Britta og Dorrit, som leder formiddagsklubben hver onsdag, opfordrer folk, der har lyst, til at fortælle en lille times tid. Man har fuldstændigt frie hænder.
Onsdag den 19. april var det Petrine Høyvald, som fortalte. Hun er 30 år, har været sognehus-ansvarlig knap et år og redet, siden hun var 7 år. Hun valgte at fortælle om, hvad hun har lært af sine heste. Men først fortæller hun om alle de mange, mange formål, vi bruger vores dyr til, hvad enten det er hunde eller heste.
Det kommer som en overraskelse for de fleste, at heste nu også bruges som besøgsheste på hospitaler og plejehjem og kører i elevator og har gummisko på, når de kommer på besøg på institutionerne. Og ellers bruges til alt fra rideterapi til politiopgaver og lederkurser.
Petrines første hest var en vildhest, som det tog lang tid og stor tålmodighed (8 mdr.) at nærme sig, men det lykkedes, og de blev de bedste venner i verden, indtil den blev syg og døde. Petrine fortæller livligt og fænger forsamlingen af ældre med masser af dejlige billeder og gode historier om alle sine oplevelser med heste.
“Det er godt at være sammen med heste, og man lærer rigtig meget om sig selv. Vi kommunikerer med kropssprog og med vores attitude. Jeg mærker, hvordan hesten har det, og hesten kan også mærke, hvordan jeg har det. Det kræver samarbejde og indføling at have med heste at gøre”, slutter Petrine.
Har du tid og lyst til at deltage i sognecafeens møder? Så bare duk op i sognehuset på Bistrupvang 33 onsdage kl. 10. Onsdag den 17. maj besøger vi Landbomuseet Lundekrog. – Og har du noget, du gerne vil fortælle om, så giv Britta et ring på 4046-5441.
Event: Vi åbner hulvejen
Onsdag den 24. maj holder Havdrup Kirke en lille event nederst på kirkegården for at fejre og informere om de mange ”grønne” og gode ting, der sker omkring kirken i disse år.
Sidst i marts blev der savet hul i kirkegårdsmuren på den del af kirkegården, hvor hønsene går. Hullet skal skabe stiforbindelse mellem kirkegården og præstegårdsjorden bag præstegårdshaven, kaldet Præsteengen.
Samtidigt er der fjernet flere buksbomhække fra kirkegården pga. svamp. De bliver nu til kvashegn langs den nye sti. Kvashegnet bliver 1 m bredt og 2 m højt og er med til at understøtte stiens karakter af gammeldags hulvej. Stien og området får offentlig adgang.
Ved eventen vil billedhugger Karin Lorentzen fortælle om sine projektidéer på Præsteengen. Hun arbejder på den måde, at hun giver form til de ønsker, savn og behov, som menighed, menighedsråd og præster i Havdrup måtte have.
Menighedsrådet inviterer interesserede til at komme og lytte med og tænke med, for projektet lander ikke fikst og færdigt, men foregår i samarbejde mellem kunstneren og alle, der er tilknyttet Havdrup kirke som menighed eller bor i byen. Undervejs bliver der budt på noget at spise og drikke. Eventen begynder kl. 18.
2023: Ingen Skt. Hans i præstegårdshaven
Præstegårdens 1. sal er under renovering, hvilket betyder, at adgangen til præstegårdshaven er meget begrænset.
Derfor bliver Havdrup Kirke desværre nødt til at aflyse den hyggelige og velbesøgte sommerbegivenhed Skt Hans-aften i præstegårdshaven.
– Men alle i kirken lover at komme stærkt igen til næste år, for denne aften i den paradisiske have kan noget helt særligt!
Kilde: Havdrup Kirke