Det spørgsmål fik konfirmanderne i Havdrup til konfirmandforberedelse i onsdags. Og hvorfor nu det?
Den aktuelle anledning er, at Folkekirkens Nødhjælp samler ind til ofre for jordskælv, krig og sult søndag den 12. marts. Og der er brug for mange til at samle ind. Men hvem melder sig?
Indsamlingsleder i Havdrup Inger Pløger havde taget sin lærerdatter Mette med og udsatte konfirmanderne for spørgsmål og små øvelser til at skærpe tanker og viden. Først skulle de for hinanden fortælle to og to, hvad de hver især vidste om jordskælvet i Syrien og Tyrkiet, krigen i Ukraine og klimaforandringer i Afrika.
Bagefter fik de spørgsmål som: Har du selv hjulpet et andet menneske? Er du selv blevet hjulpet af nogen? Og til sidst skulle de røre ved den kammerat, som de hver især mente ”ville dele sin mad med en, der manglede mad”, ”en der ville kæmpe for Danmark, hvis vi kom i krig” eller ”en der ville give penge til Folkekirkens Nødhjælp”.
Allersidst skulle de røre ved en, ”der kunne melde sig som indsamler to timer søndag den 12. marts”. Helt famlende var de ikke, og flere sagde: ”Det kunne jeg muligvis godt overveje!”
Alle og enhver kan melde sig, ikke kun konfirmander. Ring til indsamlingsleder Inger, 6127-6982 eller mød op i sognehuset på Bistrupvang 33 kl. 11 og få en rute og en indsamlingsbøsse i hånden.
Kilde: Havdrup Kirke