Når en person får hjertestop, er de første minutter livsvigtige. Mange menneskeliv kan reddes, hvis man følger opskriften: ring 1-1-2, start hjertemassage og få hentet en hjertestarter.
Kirken i Havdrup bruges af mange mennesker hver uge. Det giver derfor god mening, at der i september blev hængt en hjertestarter op på invalidetoilettet i toiletbygningen ved kirken. Den er tilgængelig døgnet rundt og er indtil videre den eneste hjertestarter i Gammel Havdrup.
I Havdrup Sognehus på Bistrupvang 33 blev der opsat en hjertestarter i 2013. Den hænger på væggen lige inden for indgangsdøren og er indtil videre kun tilgængelig, når sognehuset er åbent.
Kirkens ansatte, repræsentanter fra menighedsrådet og andre brugere af sognehuset har fået undervisning i hjertestart, så de kan træde til, hvis uheldet sker. Men alle kan bruge en hjertestarter, og man kan ikke gøre noget forkert.
Der er registreret 12.054 hjertestartere i Danmark. Man kan se, hvor de befinder sig på www.hjertestart.dk