En god middag og et spændende rejseforedrag. Det er på menuen fredag den 25. august, når der igen er fredagstræf i Jersie Sognehus.
Fredagstræf er lidt af et tilløbsstykke. Og ikke uden grund. Det er et arrangement med god stemning og spændende indhold. Til dette fredagstræf får vi besøg af globetrotteren, John Andersen, der har rejst vidt og bredt i store dele af verdenen – ofte på motorcykel.
Denne gang skal vi til Sverige og ud på “Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige”. Turen er inspireret af den svenske forfatter, Selma Lagerlöf, og hendes kendte børnebog om den lille dreng, Nils Holgersson, der blev skrumpet på størrelse med en tommeltot, så han kan sidde på tamgåsen Morten og flyve Sverige tyndt.
12.000 km og 200 destinationer
Inspireret af bogen og Nils Holgerssons rejse har aftenens foredragsholder rejst 12.000 km rundt i Sverige på motorcykel. Undervejs har han besøgt mere end 200 forskellige destinationer.
Foredraget er således et møde med Sveriges storslåede natur, kultur og arkitektur – og et indblik i livet hos vores naboer, som bor spredt ud på et areal, der er 12 gange større end Danmark.
Frivillige kokke til fredagstræf
Inden foredraget er der som sædvanlig en kort andagt og dernæst en hjemmelavet middag, som er tilberedt af en række frivillige, der alle bidrager til køkkenholdets arbejde til disse fredagstræf.
Husk at købe billet
Du skal huske at købe billet eller reservere den inden arrangementet. Det koster 75 kr. pr. person – og det dækker både middag og foredrag. Billet reserveres på tlf. 56 14 22 88 eller købes i Solrød Strandkirke.
Kilde: Karin Krause