Flot indsamlingsresultat i Havdrup
9.600 kr. blev det til i Havdrup ved den årlige sogneindsamling søndag den 10. marts. Pengene går til Folkekirkens Nødhjælp, som hjælper mennesker ramt af katastrofer.
Pengene blev givet nogenlunde ligeligt fordelt på MobilePay og i kontanter. Indsamlingsleder Inger Pløger er godt tilfreds, selvom der kun var indsamlere nok til halvdelen af ruterne i byen. 19 frivillige, heriblandt friske konfirmander, nåede 11 ruter i det kolde vejr.
Tak til alle havdruppere, som venligt åbnede dørene og puttede penge i bøssen, og tak til alle frivillige, der tog en rute i det kolde forårsvejr.
Himmel & Hav til Fællessang i Havdrup
Et hav, der vugger sig til ro … eller Tears in Heaven? Hvilken sang kan du bedst li`? Find ud af det til fællessang i sognehuset på Bistrupvang 33 i Havdrup torsdag den 21. marts.
Organist Peter Plougmann og kirkesanger Anette Løndal Hemmingsen har sammensat aftenens program med temaet ”Himmel & Hav”. De fortæller om sangene undervejs.
Vi synger fra kl. 18-19. Bagefter hygger vi med god snak og en amar´mad at gå hjem på.
Lad Gud få plads i vejrtrækning, fødder og hjerte
Havdrup Kirkes pilgrimsgruppe og Kristine Stricker Hestbech inviterer til tre særlige vandringer i forår og forsommer. Én tidlig morgen, én om aftenen og én henover flere dage.
Jævndøgnsvandring ved Solrød Strand torsdag den 21. marts kl. 05-07. Gratis og ingen tilmelding. Morgenfriske dukker bare op ca. kl. 04.45 ved kiosken på Østre Strandvej, klædt på til vejret.
Nattergalevandring ved Køge Ås onsdag den 1. maj kl. 18-21. Gratis og ingen tilmelding. Interesserede møder op på P-pladsen ved Køge Ås, Ølbyvej 14, 4600 Køge senest kl. 18.
Midsommervandring på Røsnæs, Reersø og ved Tissø fra fredag 7. – søndag 9. juni er Havdrup Kirkes årlige tre dages pilgrimsvandring, omgivet af natur, hav og strand i et af Sjællands smukkeste områder. Tilmelding og betaling 1.395 kr. senest 7. maj. Max 14 deltagere. Se mere info på havdrupkirke.dk
Fælles for alle vandringer er fokus på sansning af naturen og mulighed for fordybelse og ro. Og – som Kristine siger – lade Gud få plads i vejrtrækningen, i fødderne og i hjertet.
Alle kan være med, blot man har gode knæ og fødder og er vant til at gå. Man behøver ikke at bo i Havdrup for at deltage.
Havdrup Kirke guider til grøn omstilling
Havdrup Kirkeuge i uge 12 viser på bedste højskolemanér alt, hvad din lokale kirke har at byde på. Festlige gudstjenester, gudstjenester til fordybelse og refleksion, kulturevents og information om alle de forandringer der sker som følge af kirkens grønne omstilling. Program kan downloades på kirkens hjemmeside.
Kirketårnet er åbent for besøg hele ugen, og graverpigerne har tilrettelagt en særlig rute på kirkegården med poster, der peger på grønne forandringer. Kom og gå og gæt med.
Lørdag den 23. marts guider præst Kristine en tur på den nye præsteeng fra kl. 13-15. Turen slutter med boller og varm kakao, som medlemmer af menighedsrådet serverer på shelterpladsen. Her kan man stille alle de spørgsmål, man kan have over alt det nye, der sker.
Påskens drama gennemspiller lidelsen, tabet og glæden
I kirken er påske mere end forår og fridage. Påsken er et mysterium, som det er svært at få fat om. Havdrup Kirke inviterer i påskens helligdage til fem gudstjenester med sanselighed og krop og gør forsøget.
Palmesøndag 24. marts kl. 10 i sognehuset er for hele familien. Først med kort gudstjeneste, bagefter med ponyer og påskeæg i haven og på legepladsen. Børnene kan prøve en ridetur og lege den gamle leg med at trille hårdkogte æg. Til sidst chokoladeæg i stor stil.
Skærtorsdag 28. marts kl. 19.30 er der aftengudstjeneste i kirken med nadver i kirkens lille kapel, som er oplyst af stearinlys. Langfredag 29. marts kl. 11 er gudstjenesten i kirken uden lys og blomster. En såkaldt liturgisk gudstjeneste med fastlagt forløb og læsninger.
Påskedag 31. marts er Jesu opstandelsesdag, den store glædes dag. Dagen fejres med gudstjeneste kl. 11 og masser af gule påskeliljer. Bagefter bobler og påskeæg. Påsken slutter med musikgudstjeneste kl. 11 i kirken 2. påskedag den 1. april. Maria Gasior medvirker på tværfløjte.
Strikkestation til trøstedyr
Pernille Mejslov etablerer nu ny “strikkestation” i Havdrup Sognehus for dig, der har tid og overskud til at være strikkehjælp. Strikkestationen afløser den månedlige strikkeformiddag med strik af dåbsklude og trøstedyr.
På strikkestationen finder du opskrifter og garn: bomuldsgarn til dåbsklude og loddent garn til trøstedyr. Strikkepindene har du selv. De færdige strikkerier kan du aflevere på strikkestationen igen.
Både børn og voksne har glæde af de strikkede trøstedyr, som man kan have med i lommen og holde om, uden at nogen ser det. Og dåbskludene bruger præsterne til at tørre vandet på barnets pande efter dåb i kirken.
Bagefter får familien dåbskluden med hjem som et minde fra dagen.
Kilde: Havdrup Kirke