Flot og solrig indsamling til kræftens bekæmpelse.
Søndag d. 3. april var der landsindsamling til Kræftens bekæmpelse og Solrød lokalforening deltog selvfølgelig.
En flot og solrig dag, hvor der blev samlet ind på 32 ruter, af de i alt 90 ruter der er i kommunen, og i alt 54 indsamlere var på gaden i Solrød og Havdrup, for at samle ind til et godt formål. Det har, i alle kommuner, været svært at rekruttere indsamlere i år og det kan der være mange årsager til. Lokalforeningen evaluerer selvfølgelig forløbet og tænker igennem, om de kunne have gjort noget anderledes.
Vi samlede kun ind via Mobilepay, da vores erfaring fra sidste år var, at det gav mange penge: fortæller Birgitte Lauridsen, formand for kræftens bekæmpelse i Solrød. Det gjorde det også i år, 76.723 kr. blev samlet ind, et meget flot resultat. Og Birgitte fortsætter: Det er en fornøjelse at se den tradition, der er blevet i mange familier, som følges rundt og samler ind år efter år. Og det er en glæde at se, at det er alle aldersgrupper, der melder sig som indsamlere.
En stor tak skal lyde til alle, der brugte deres lørdag på at samle ind og dermed støtte en god og vigtig sag, som berører os alle. Også en stor tak til alle jer, der gav et bidrag.
Tak til SuperBrugsen i Havdrup, Meny i Solrød og Solrød vandværk, som havde sponseret henholdsvis myslibar, frugt og drikkedunke, så indsamlerne havde lidt proviant på deres tur.
Der er kun kommet positive tilbagemeldinger fra indsamlerne, som er blevet godt modtaget overalt og mange har allerede meldt sig som indsamlere til næste år, som er d. 16. april 2023.
Venlig hilsen
Formand Birgitte Lauridsen
Kræftens bekæmpelse
Solrød lokalforening