Bedre Boligsalg – Klein & Adamsen på Hovedgaden 7 i Havdrup kan snart fejre tre år, og nu har de rundet mere end 100 bolighandler.
Af Marianne Due
De begyndte i et tomt butikslokale for snart tre år siden og har klaret sig igennem en usikker tid, hvor krigen i Ukraine, energikrise og høje renter påvirkede kundernes lyst til at sælge og købe huse, men nu har de to uafhængige ejendomsmæglere Anders Klein Hansen og Mette Lilli Adamsen fra Bedre Boligsalg – Klein & Adamsen rundet en flot milepæl. De har solgt de første 100 ejendomme.
– Vi er superglade for, at vi har nået 100 salg så hurtigt. Da vi havde været i gang i seks måneder, døde markedet på grund af krig og energikrise, men det kom vi igennem, selv om der var få “varer på hylderne”, siger Anders Klein Hansen.
– Vi skulle arbejde for det, men det lykkedes og vores professionelle partnerskab er intakt.
De lokale ejendomsmæglere har handlet villaer, ejerlejlighed, andelslejligheder og landejendomme i Havdrup, Lille Skensved, Viby, Lellinge og omegn. De er begge erfarne ejendomsmæglere, der tidligere har arbejdet hos nogle af de forskellige mæglerkæder, men besluttede at starte i eget navn.
– Det har været både dejligt og hårdt, men det hårde bliver lidt sjovere, når det er ens eget. Vi turde kaste os ud i det, fordi vi ved, at vi er dygtige ejendomsmæglere og i dag har vi opnået en markedsandel på 30 procent i Havdrup, fortæller Anders Klein Hansen.
De kender begge området godt både som ejendomsmæglere og privat, og det er noget kunderne sætter pris på, konstaterer Anders Klein Hansen.
– Vi gør vores arbejde ordentligt og skaber gode relationer, og derfor bliver vi anbefalet, når naboer eller familiemedlemmer har brug for en ejendomsmægler. Det er også mit indtryk, at mange gerne vil bakke op om en lille, privatejet virksomhed, der ikke er ejet af en bank.
Efter de første 100 ejendomshandler ser både Anders Klein Hansen og Mette Lilli Adamsen positivt på fremtiden.
– Vi er begge overbeviste om, at vi har gjort det rette, og der er ikke noget, der tyder på, at det stopper her, så vi er klar til de næste 100, siger Anders Klein Hansen.
Men først skal milepælen for de første 100 salg fejres med kaffe og kage og det sker fredag den 29. november kl. 12 -17.