Meny i Solrød Center har nu også en fiskeafdeling
Af Marianne Due
Det er en erfaren fiskehandler, der er rykket ind bag disken i Menys nye fiskeafdeling i Solrød Center. Fiskehandler Johnny Mortensen har nemlig været fiskehandler i andre Meny-butikker og har også tidligere haft sin egen fiskeforretning i Husum.
Nu er det kunderne i Meny Solrød Center, der skal forkæles med delikatesser fra havet. Der er både fileter og hele fisk, varmrøgede og koldrøgede varer som hellefisk, makrel og sild, og hvis man er til en lun fiskedelle, så ligger der også nystegte fiskefrikadeller klar lavet på fiskehandlerens egen, hjemmerørte fiskefars.
– Vi håber, at kunderne bliver glade for, at de kan købe deres fisk her, når de alligevel er nede for at handle i stedet for at skulle køre andre steder hen, siger Johnny Mortensen.
Menys købmand Lars Nielsen er også glad for, at butikken nu kan tilbyde frisk fisk hele ugen.
– Jeg håber, at kunderne bliver glade for, at der nu står en professionel fiskehandler, der kan give gode råd om tilberedningen, siger Lars Nielsen.
Kunderne har allerede taget godt imod den nye fiskeafdeling, der har haft et godt salg siden åbningen, så derfor ser Lars Nielsen også frem mod salget i december, når der både skal hygges med julefrokoster og lækre menuer til nytår.