I efterårsferien er der fokus på brand på Greve Museum. Fra tirsdag den 13. oktober til fredag d. 16. oktober vil der være daglige rundvisninger, udendørs aktiviteter og værksted, hvor børnene kan lave deres helt egne brandbiler.
Ild er og har altid været farlig for mennesker. Alligevel ville vi slet ikke kunne leve, som vi gør i dag, uden ild. Ilden er altså vores ven, men en farlig ven. På museet vises lige nu særudstillingen Greve i brand, og det er denne udstilling, som danner baggrund for efterårsferiens mange aktiviteter. Her vil vi undersøge, hvordan man slukkede brand i gamle dage, når der hverken fandtes brandbiler, brandslukkere eller professionelle brandfolk. Gennem leg og aktiviteter vil børn og voksne opleve, hvordan brand er blevet bekæmpet gennem tiden.
Hør om brand i gamle dage Museets dygtige formidlere vil tage børnene og deres familier med rundt i udstillingen Greve i brand, og her kan hele familien få et indblik i, hvordan man slukkede brand i gamle dage, men også i hvordan brandvæsnet arbejder i dag.
Er du en god brandmand? Efter rundvisningen vil der være sjove aktiviteter i museets have, hvor den gamle håndbrandsprøjte kommer i brug – prøv f.eks. hvordan det var at slukke en brand for 100 år siden, og se om du har kræfter nok til at holde ud længe nok til, at branden er slukket.
Bilværksted – lav din egen brandbil Om eftermiddagen åbner vi værkstedet, hvor børnene kan lave deres helt egne brandbiler i træ.
Materialepris: 20 kr. pr barn
Aldersgruppe: 5-14 år – men hele familien er velkommen
Dagsprogram: kl. 11-12: Rundvisning i udstillingen Greve i brand
- 12 – 12.30: Udendørs aktiviteter kl. 13 – 15: Værksted – lav din egen brandbil
Praktiske oplysninger Der er fri entré til museet. Museet har åbent tirsdag til fredag kl. 11-15, søndag kl. 11-17, mandag og lørdag er der lukket.