Detailhandlen har ændret sig meget, siden Solrød Center åbnede tilbage i 1976. Nogle af ændringerne sker som følge af nye samfundstendenser, mens andre skyldes, at nye konkurrenter skyder op.
Se blot mod Køge og Greve, hvor Hundige Storcenter har fået en ordentligt overhaling med overgangen til Waves, og hvor den gamle middelalderby i Køge, har fået følgeskab af Torvebyen og Strædet. Kigger vi mod Taastrup, er historien anderledes kedelig. Her er City 2 ikke ligefrem hvad det har været, på trods af større investeringer i form af madstader og designeroutlet.
Solrød Center på godt og ondt
Det har fået mig til at tænke på, hvad fremtiden mon bringer for Solrød Center. Én af de første ting der popper op, når jeg tænker på vores lokale center, er de mange populære events der afholdes. Uanset om der er musik eller juletræstænding på programmet, møder folk talstærkt op. Ligeledes er det min fornemmelse, at mange borgere tænker aktivt over at handle lokalt, for også at sikre at butikkerne er der “i morgen”.
Omvendt går der heller ikke lang tid imellem, at borgere på sociale medier nævner nogle af problemstillingerne ved centeret. Her fremhæves især kravet om specifikke åbningstider, som kan være en udfordring for mindre erhvervsdrivende. Nogle kommer ind på centerets lejepriser, mens andre nævner, at de gerne så et mix af butikker, med færre frisører, pizzeriaer og ejendomsmæglere.
Vi kan ikke komme uden om, at centerets konstruktion med mange forskellige bygningsejere, udgør et problem. Det lader nemlig til, at langt de fleste bygningsejere primært tænker på at undgå tomdrift, rettere end hvilke lejere, som bedst ville understøtte centeret. Skulle Solrød Center opføres fra ny af, tænker jeg i hvert fald, at det ville have været mere hensigtsmæssigt med blot én enkelt lejer.
Kigger vi mod Solrød Strandvej 66 (den gamle DøgnNetto-butik), viser det i hvert fald, at man ved at have en klar holdning til hvem der lejer sig ind, har formået at trække kvalitetsbutikker til byen.
Hvad er kommunens rolle?
Solrød Kommune kan hverken bestemme centerets åbningstider, eller hvilke butikker der flytter ind i centerets eksisterende lokaler. Vores rolle er derfor en anden. Centergaden, stationspladsen og parkeringspladserne er vores, hvilket giver byudviklingsmuligheder såvel på kort og lang sigt.
Kommunen har allerede brugt et større tocifret millionbeløb på renovering af centergaden. Selvom jeg tænker at den slags tiltag, er med til at understøtte centeret, er jeg dog overbevist om at det langt fra kan stå alene. På samme måde er tiltag som ladestandere i centeret, samt dét at kommunen køber julegaver ind lokalt, også kun få brikker i et stort puslespil.
Skal vi for alvor lykkedes med at fremtidssikre Solrød Center, er det min opfattelse, at der skal tages mere grundlæggende fat. Her tænker jeg at det er den helt rette beslutning der er truffet, om ikke at bygge et nyt rådhus på stationspladsen. Centeret har nemlig brug for tiltag, som kan sikre mere liv og aktivitet – og ikke at vores sagsbehandlere og andre administrative medarbejdere, flyttes til centerets vel nok mest centrale lokation.
Derfor har vi fra politisk side taget initiativ til, at vi over de kommende år, igangsætter et ambitiøst byudviklingsprojekt i Solrød Center. Her skal vi både se på, hvilke nye butikker som ville kunne understøtte centrets udvikling, om det er muligt at lave en lokalerokade blandt centrets lejere, nye byrumsfunktioner, muligheden for ungdoms- og seniorboliger samt meget mere.
Det bliver en stor omgang der kræver tid. Men jeg er overbevist om at ventetiden er godt givet ud, så vi undgår hovsa-løsninger som senere hen fortrydes.
Kilde: Borgmester Emil Blücher