Solrøds to Hemingway-klubber tilbyder hen over efterår og vinter fire foredrag om en klode, hvor der lige nu rykkes rundt på de politiske og økonomiske brikker
Med fire foredrag under overskriften ”Den geopolitiske situation” stiller Hemingway Club 1 og 2 i Solrød i de kommende måneder skarpt på en verdensorden, der er i kraftig bevægelse: Ruslands Ukraine-krig i Europa, Kinas rolle i Asien og et USA, som man ikke rigtig ved, hvor lander, når man tænker på en Trump-retssag og et sikkert nervepirrende præsidentvalg. Hvad betyder det for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik?
Ned under overfladen
Alle foredrag finder sted i Solrød Bio.
Det første fandt sted den 26.oktober for øjne og ører af ca. 100 medlemmer fra Hemingway Club Solrød 1 og 1.
De blev tryllebundet af Mette Skak, lektor emerita i statskundskab ved Aarhus Universitet, der dels gav en generel introduktion til geopolitik og siden stillede skarpt på temaet ”Geopolitik og geoøkonomi med særligt henblik på Rusland og Kina.” Mette Skak er ph.d. og specialist i russisk udenrigs-og sikkerhedsforhold.
Mette Skak tog de ca. 100 mænd ned ”under overfladen” og viste på kompetent, velunderbygget og spændende vis, hvordan Rusland og Kina i praksis agerer i en ny verdensorden.
Efter snakke bagefter at dømme var mange blevet meget mere kloge på de mekanismer og tanker, der ligger til grund for, hvad der driver klodens store aktører.
Ikke mindst vækkede det appetitten på også at være med til de kommende foredrag: For det er da vældig interessant at blive klogere på, hvordan dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik skal forholde sig til de brikker, der for tiden flyttes rundt på på vores klode.
Danmark, Kina og USA
Nye ”passagerer” kan passende hoppe på det geopolitiske tog torsdag den 23. november kl. 14-16, hvor det så handler om dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Professor Anders Wivel, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, foredrager med titlen: ”Krig, konflikt og krise: Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik”.
Tredje foredrag i rækken følger onsdag den 24. januar kl. 10-12, hvor temaet er ”Hvor er Kina på vej hen – sikkerhedspolitik” ved lektor Camilla Tenna Sørensen fra Institut for Strategi, Forsvarsakademiet.
Endelig rettes rampelyset på USA torsdag den 14. marts kl. 14-16 med et foredrag af ph.d. i statskundskab og lektor i samfundsfag, Jacob Sinding Skött, Nyborg Gymnasium. Temaet er: ”Amerikansk udenrigspolitik i en ny verdensorden”.
Foredragene er for medlemmer af Hemingway Club 1 og 2 i Solrød.
Er du mand, og er du fyldt 60 år, er det et godt sted både at blive klogere, hygge sig og vedligeholde og udvide dit lokale netværk. Kig forbi og find ud af, om det er noget for dig.
FAKTA
• Hemingway Club har til formål at skabe et fællesskab, hvor mænd over 60 år kan trives, vedligeholde og udvikle deres sociale kompetencer.
• Den første Hemingway Club opstod i Gentofte i 2013 og omfatter nu 44 klubber landet over.
• I Solrød er der to klubber, som holder møder 2. og 4. hver onsdag i måneden fra kl. 9-11 (Solrød 1) og torsdag i ulige uger kl. 14-16 (Solrød 2).
• Solrød 1 har 104 medlemmer og har lige nu en venteliste, Solrød 2 har 84 medlemmer og har stadig plads til flere.
• Fællesskaberne har fået navnet Hemingway, fordi forfatteren Ernest Hemingway symboliserer maskulinitet, eventyrlyst og nysgerrighed. Og han skrev også på en enkel og let forståelig måde.
• Hemingwayklubberne i Solrød holder møder i Solrød Aktivitets- og frivilligcenter, Solrød Center 85, 2680 Solrød.
Kontakt: info.solrod@hemingwayclub.dk og info.solrod2@hemingwayclub.dk
Kilde: Fred Jacobsen