En opmærksom politiansat, som kom kørende i sin bil i krydset Taastrupvej/Parkvej i Solrød efter arbejdstid, bemærkede onsdag aften klokken 18.49, at et voldsomt overfald var i gang.
Ved at råbe overfaldsmændene an, fik den politiansatte afbrudt overfaldet og gerningsmændene stak efterfølgende af fra stedet i et eller to køretøjer mod syd.
Den efterfølgende efterforskning viste, at den overfaldne var en 29-årig mand fra København, der havde aftalt at mødes med overfaldsmændene i en opgang på Rønneholmen for at foretage en eller anden form for handel.
Den planlagte handel udviklede sig i stedet til et røveriforsøg mod den 29-årige mand, hvor han blev sprayet med peberspray og muligvis også truet med både kniv og pistol. Det oplyser Midt- &Vestsjællands Politi.
Gerningsmændene fik dog ikke fat i mandens kontanter, inden de flygtede fra stedet. Flere biler passerede stedet, da overfaldet skete og politiet hører derfor gerne fra folk, der har oplysninger om gerningsmændenes køretøjer, herunder eventuelt registreringsnummer.
Kilde: Midt – og Vestsjællands Politi