Siden januar har landets politikredse sigtet flere end 2.700 personer for spritkørsel, viser nye tal fra Rigspolitiet. Det er bekymrende, at så mange stadig sætter sig bag rattet med promiller i blodet, mener Rådet for Sikker Trafik (regionale tal nederst i pressemeddelelsen). |
Set over flere år er antallet af spritbilister på vejene faldet år efter år. Men der er stadig alt for mange, der udsætter sig selv og andre for stor risiko ved at køre bil, når de har drukket alkohol.
Fra januar til slutningen af juni (20. juni) har alle landets politikredse stoppet og sigtet 2.736 personer for at køre spritkørsel, viser en opgørelse fra Rigspolitiet.
– Hvert år kommer vi ud til alvorlige ulykker, der kunne have været undgået, hvis folk havde ladet bilen stå efter at have drukket alkohol. Selv om antallet af spritbilister er faldet over årene, så er der stadig alkohol i hver femte dødsulykke i trafikken. Derfor bliver politiet ved med at sætte ind på det her område, siger Erik Terp Jensen, centerchef for Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
Mange familier bliver smadret I Rådet for Sikker Trafik er der bekymring over, at så mange stadig vælger at køre bil, selv om de har drukket eller er i tvivl om deres promille.
– Hvert år er der familier, der bliver smadret, fordi en person kører ud på vejene med en alt for høj promille. Er man det mindste i tvivl om sin promille, så skal man lade bilen stå. Desuden skal vi alle blive bedre til at gribe ind, når man ser en påvirket person fiske bilnøglerne op af lommen, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Sidste år omkom 178 personer i trafikken og 3.156 mennesker kom til skade, viser tal fra Vejdirektoratet. Ser man alene på spritulykker, kostede de 27 mennesker livet og 358 tilskadekomne personer på vejene i 2015.
Fald i trafikdræbte stagnerende Den europæiske trafiksikkerhedsorganisation, ETSC, har for nylig advaret om, at faldet i trafikdræbte ser ud til at gå den forkerte vej. På vejene i EU mistede 26.000 mennesker sidste år livet, og sidste år var første gang siden 2001, hvor antallet af trafikdræbte begyndte at stige igen.
På de danske veje ser antallet af trafikdræbte og tilskadekomne ud til stadig at falde, men slet ikke i samme tempo som tidligere. Som det ser ud lige nu, kan det blive svært at nå Færdselssikkerhedskommissionens mål om, at der i år 2020 maksimalt må være 120 mennesker, der mister livet på vejene, og 2.000 der kommer til skade.
– Det er bekymrende, at den positive udvikling med færre trafikdræbte og tilskadekomne personer ser ud til at stagnere. Alt for mange mister livet i trafikken og tusinder af mennesker lever med smerter og mén efter trafikulykker. Det koster dyrt både menneskeligt og samfundsøkonomisk, at så mange stadig mister livet eller kommer til skade i trafikken, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.
Herunder tal for sigtede i spritulykker i hver politikreds januar til og med juni (tallet for 2016 er kun til og med den 20. juni):
Fakta:
Hen over sommeren kører Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og landets kommuner kampagnen ”Klar til et pust?”, der minder folk om at lade bilen stå, hvis de har drukket. Kampagnen kan bl.a. følges på Facebook: www.facebook.com/stopspritkoersel |
Tusinder af spritbilister på vejene
0
Deltag i debatten