Onsdag den 1.december kl. 16.55 fik Midt- og Vestsjællands Politi en underretning fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi om, at en stjålet bil ifølge bilens trackingsystem skulle befinde sig i et område nord for Ringsted.
Bilen var kort forinden meldt stjålet fra Dianalund i Sorø kommune.
Flere patruljer blev sendt på udkig efter den stjålne personbil, som kl. ca. 17.30 blev observeret kørende ad Køge Bugt Motorvejen mod nord ved Køge. En patrulje kørte efter bilen, hvis fører kørte væk fra motorvejen og flygtede ad mindre veje i området nord for Køge.
Bilen forsvandt et kort øjeblik for de forfølgende patruljebiler, men blev til sidst via trackingsystemet sporet til et område ved den centrale del af Solrød.
Bilen blev kort efter fundet efterladt på en parkeringsplads tæt ved Solrød Gymnasium, hvorefter politiet ledte i lokalområdet efter personer, der kunne mistænkes for at have anvendt den stjålne bil uberettiget.
Endvidere undersøgte politiet den stjålne bil for tekniske spor, der måske kan identificere biltyven.
Politiet underrettede ejeren om fundet af bilen, som senere blev afhentet af et bugseringskøretøj til transport retur til bilejeren.
Eftersøgningen efter mistænkte gav i første omgang ikke noget resultat, hvorfor politiet nu afventer resultatet af de tekniske undersøgelser.
Kilde: Midt- og Vestsjællands Politi