Den 31. oktober kl. 00.25 anmeldte en 61-årig mand fra Greve, at han tidligere ca. ½ time var blev overfaldet i eget hjem af to gerningsmænd, der havde slået ham og afkrævet ham koden til hans dankort. Yderligere havde gerningsmændene taget nogle kontanter, inden de flygtede fra stedet. Det viste sig, at de to røvere var kommet både ind og ud ad via et vindue på den forurettedes altan i 1. sals højde. Det stjålne dankort var efterfølgende forsøgt anvendt i en pengeautomat, men uden at få noget udbytte, da kortet var blevet spærret efter røveriet.
I onsdags kl. 09.41 foretog Lokalpolitiet i Karlslunde anholdelse af en 24-årig mand fra Marokko, en 30-årig mand fra Algeriet og en 28-årig mand fra Spanien , der mistænkes for at stå bag hjemmerøveri i Greve. De tre personer, havde indlogeret sig på et hotel i indre København. Anholdelsen skete efter intens efterforskning – blandt andet på baggrund af overvågningsbilleder – og i samarbejde med Københavns Politi.
I forbindelse med anholdelsen blev de tre mistænkte fundet i besiddelse af en del effekter, der menes at hidrøre fra berigelseskriminalitet. Efterfølgende er det konstateret, at nogle af effekterne kan fastlægges til et par indbrud i henholdsvis Nordsjælland og på Fyn. Ingen af personerne er kendt af politiet i Danmark, og det er politiets opfattelse, at formålet med deres ophold her i landet har været at begå berigelseskriminalitet.
De tre mistænkte blev i torsdag kl. 09.30 ved Retten i Roskilde fremstillet i grundlovsforhør og fængslet i 4 uger.
Af hensyn til den videre efterforskning ønsker politiet ikke at oplyse nærmere om de tre varetægtsfængsledes forklaring eller stillingtagen til sigtelsen.