Natten til lørdag kl. 00.15 fik politiet en anmeldelse fra en buschauffør, der kort forinden var blevet truet af en mand med en pistol.
Chaufføren oplyste, at han havde været alene i bussen, da han samlede en mandlig passager op ved et stoppested i nærheden af Jerismosevej. Passageren, der virkede spirituspåvirket, havde en kuffert med. Da bussen begyndte at køre, så chaufføren, at passageren pludselig havde en pistol i hånden og nærmede sig førerpladsen. Passageren sagde til chaufføren, at han skulle blive ved med at køre, indtil han fik besked på noget andet.
Da bussen var ud for Statoil på Hundige Strandvej, var manden på et tidspunkt var uopmærksom, og chaufføren så sit snit til at åbne busdøren og løbe fra stedet. Han standsede en tilfældig personbil og bad personerne i bilen om hjælp. I mens chaufføren var ved at sætte personerne i bilen ind i sagen, løb manden ud af bussen og hen til en bil, der holdt parkeret et stykke derfra. Manden kørte herefter fra stedet.
Manden efterlod kufferten i bussen, da han løb fra stedet, og politiet, der kom til stedet, valgte derefter, at afspærre området omkring bussen. Den foreløbige undersøgelse af kufferten kunne ikke afgøre, om der var noget mistænkeligt i kufferten og politiet valgte derfor, at tilkalde hjælp fra forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD).
Af sikkerhedshensyn blev beboerne i området omkring bussen evakueret, indtil det blev fastslået, at kufferten var ufarlig.
Vidnerne, der havde set manden sætte sig ind i sin bil, havde noteret nummerpladen.
Samtidigt med at politipatruljer var på vej til ejerens adresse, fik politiet på Københavns Vestegn et opkald fra en bilist, de var fulgt efter en bil, der kørte rundt i Herlev på flade dæk, og hvor føreren var spirituspåvirket og havde truet med en pistol. Bilisten kunne guide politiet hen til manden, der kort efter blev anholdt. Det viste sig, at der var tale om manden fra bussen.
Manden blev fremstillet i grundlovsforhør og fængslet frem til den 22. maj. Grundlovsforhøret blev holdt for dobbelt lukkede døre, og politiet kan derfor ikke kommentere yderligere på sagen.