Hvilken forfærdelig start på vores EM-turnering. Christian Eriksens anfald var tilsyneladende meget tæt på døden. Hurtig førstehjælp og kompetent behandling på Rigshospitalet reddede livet. Godt at han tilsyneladende er i stabil tilstand på nuværende tidspunkt.
Fodbold er en vigtig sport med en høj underholdningsværdi. Det er dog ikke vigtigere end livet. I det lys var resten af kampen mod Finland og resten af turneringen for den sagsskyld overstået. Ligegyldigheden lyser langt væk.
Under normale omstændigheder ville vi vinde over Finland, men det gjorde vi ikke.
De fodboldmæssige chancer for at Danmarks fodboldlandshold kan gå videre i turneringen, er op ad bakke. Med en bundplacering i gruppe B og et humør og en stemning, som kan ligge under et tæppe, ser det temmelig svært ud – hvilket er fuldt forståeligt.
Tankerne går til Christian Eriksen, familien og venner som oplever en hård tid. Hvordan Christian Eriksen kommer videre i sin professionelle karriere, vil tiden vise.
Jeg håber det bedste for ham.
John Wennerwald
Regions- og byrådsmedlem for Socialdemokratiet