Billedkunstner og digter Henriette Muus fra Ringsted udstiller på Solrød Bibliotek i marts måned.
Henriette Muus er journalist og har boet i flere lande rundt i Europa, haft ansættelse i Danmarks Radio og arbejdet som politisk medarbejder på Christiansborg. Parallelt hermed har Henriette Muus udviklet sit kunstneriske talent som skaber af akvareller og digte, ofte knyttet sammen så ord og billeder udgør en helhed.
”Jeg er autodidakt udi kunsten at male et billede. Det har været ”learning by doing”, fortæller Henriette Muus og fortsætter: ”Mine billeder balancerer mellem det naturalistiske og det abstrakte så de i høj grad inviterer beskueren til at gå på opdagelse i billedet”
Selvom man sikkert vil kunne se en såkaldt ”rød tråd” i hendes billeder, opleves de alligevel med stor forskellighed, hvilket givet vis skyldes hendes absolutte talent for at beherske vandfarverne samt hendes evne til at skabe dybde i billedet.
Om sine digte fortæller Henriette Muus: ”Digtene er ofte kommet til mig gennem arbejdet med akvarellerne, men det har også nogen gange været den anden vej rundt, at et digt har været baggrunden for at skabe et billede. De senere år har mange af mine digte også haft baggrund i de mange skæbner blandt ensomme og andre særligt udsatte i vores samfund jeg har mødt. Henriette Muus fortæller endvidere: ” Jeg har udgivet to bøger med digte og tryk af mine akvareller. Med den første med titlen ”I min jagt på i morgen har jeg udskudt i dag”, der udkom i 2005, havde jeg den store glæde, at den engelske forfatter Fay Weldon ved et tilfælde så bogen og blev meget begejstret. Det skete i 2008 og førte med sig, at vi sammen oversatte bogen til engelsk, og efterfølgende turnerede rundt og læste op af den.
”Senest har jeg i 2014 udgivet digtsamlingen ”Imellem mine dybeste tanker”, hvori også indgår et udvalg af mine akvareller. Såvel billeder som digtsamlinger kan ses på udstillingen på Solrød Bibliotek i marts måned. Den 16. marts kl. 19.00 læser jeg op af mine digte i Åbent Bibliotek, hvor der vil blive mulighed for at stille spørgsmål”, afslutter Henriette Muus.
Der er fernisering på udstillingen lørdag den 5. marts 2016 kl. 11-13 på Solrød Bibliotek.
Venlig hilsen
Flemming Deichmann