I løbet af i år skal borgerne i Greve Kommune tage imod 102 nye flygtninge. Byrådet har besluttet, at de skal indkvarteres midlertidigt i pavilloner i Tune, Karlslunde og Greve Midt.
I løbet af 2015 skal Greve Kommune modtage 102 nye flygtninge. Flygtningene kommer blandt andet fra borgerkrigen i Syrien. De bliver indkvarteret midlertidigt i pavilloner, men får en permanent bolig i takt med, at der bliver plads i de almene boliger.
”Vi er fælles om opgaven med at tage imod flygtninge sammen med de andre kommuner. Vi har fået at vide, at de sandsynligvis bliver her i mange år, og derfor beder vi alle borgere og bydele om at hjælpe dem til rette i vores samfund. Fra kommunens side arbejder vi for, at de nye borgere hurtigt lærer dansk og kommer i arbejde”, siger Gert Poul Christensen, formand for Trygheds- og Integrationsudvalget.
Den allerførste opgave er at indkvartere flygtningene. Byrådet ønsker at sætte pavilloner op i Tune, i Karlslunde og i Greve Midt. Derefter bliver flygtningene sluset ud i kommunen via kommunens boliganvisning.
De 102 flygtningen kommer ikke på én gang, og det er Greve Kommunes vurdering, at der vil være brug for cirka 40 midlertidige pavillonboliger.
Greve Kommune inviterer til tre dialogmøder, hvor borgere kan få flere informationer om flygtningene, deres indkvartering og integrationen. Møderne vil også handle om, hvordan borgere og foreninger kan hjælpe flygtningene, så de får en god start i Danmark.
Møderne afholdes
Mandag den 18. maj, kl. 19-21 i Karlslundehallerne, Hal 3
Tirsdag den 19. maj, kl. 19-21 på Greve Gymnasium, plenumsalen
Torsdag den 4. juni, kl. 19-21 i Tunehallerne