Står du foran, midt i eller efter en skilsmisse? Og mangler du troen på, at I som forældre stadig kan give jeres barn et trygt familieliv – også selvom I er skilt? Så hør foredraget af Camilla Semlov på Solrød Bibliotek.
Det er muligt at give jeres barn gode vilkår, at finde en deleordning, der virker for alle parter og at finde sammen som ny familie. Og vigtigst af alt: At sørge for, at delebarnet forbliver et helt menneske.
Det næstbedste er historien om, hvordan Camilla Semlov og hendes tidligere mand sagde farvel til den traditionelle tilværelse som kernefamilie til i dag at være en helt anden familie – komplet med nye ægtefæller, bonusbørn, bonus- og halvsøskende og et hav af bedsteforældre. Med afsæt i sin egen historie fortæller Camilla Semlov om, hvor afgørende betydning selv små detaljer kan have for dit barns trivsel og mulighed for at navigere ubesværet mellem to hjem.
Hvert tredje barn oplever en skilsmisse og hvert syvende barn oplever at forældrene slet ikke kan tale sammen – at tingene går i hårdknude. 20.000 børn oplever hvert år, at deres forældre bliver skilt, så det er ikke uden grund, at der er meget fokus på emnet i øjeblikket.
I foredraget onsdag d. 14. januar kl. 19.00 på Solrød Bibliotek tager Camilla Semlov udgangspunkt i sin anmelderroste bog om skilsmisse og giver blandt andet konkrete råd om, hvordan man undgår at skændes foran barnet, hvordan man lærer at stole på, at den anden gør det godt nok, og hvordan man får et godt og tillidsfuldt samarbejde med sin tidligere partner. Sammenhold, samarbejde og sammenhæng er nøgleordene, der hjælper jer som forældre til at skabe en tryg tilværelse for jeres fælles barn.
Selvfølgelig et foredrag for skilsmisseforældre, men også et foredrag for pårørende til skilsmissebørn, den nye bonus mor/far/bedste.
Det næstbedste kan også være godt nok!
Køb billetter til foredraget på www.solkultur.nemtilmeld.dk