Solrød Kommune køber ny, kraftig beredskabspumpe, og samtidig bliver udløbene ved Karlstrup Mosebæk og Solrød Bæk genoprettet, og et forslag til nyt reglement for brug af en del af stranden sendes i høring.
En hærget kystsikring, lokale oversvømmelser og store bekymringer hos flere borgere. Stormfloden i 2023 og de efterfølgende måneder med flere ekstreme vejrhændelser satte eftertrykkelige spor i Solrød Kommune, hvor der efterfølgende både er arbejdet hårdt og investeret massivt for dels at udbedre vejrskaderne og dels at ruste sig til mere ekstremvejr.
Nu har de lokale byrådspolitikere taget endnu et initiativ, der skal ruste kommunen bedre til høje vandstande og voldsomme regnskyl. Der er nemlig sat gang i indkøb af en meget kraftig beredskabspumpe, som kan pumpe 1.000 liter i sekundet. Pumpen skal bruges ved udløbet af Solrød Bæk, hvis der er risiko for oversvømmelser.
Ved netop Solrød Bæk og også Karlstrup Mosebæk sker der flere forberedelser på ekstremvejr. De vægge, der forstærker udløbene ved de to centrale vandløb, bliver nemlig udskiftet. De såkaldte spunsvægge har under stormfloden i oktober 2023 løsnet sig og revet sig fra hinanden, så de ikke længere beskytter vandløbene optimalt fra fx sand og jord. Samtidig blev spunsvæggenes øverste kant under stormfloden ødelagt, så strandens gæster risikerer at komme til skade på de skarpe kanter. Det bliver nu ordnet.
”Det ekstreme vejr har ført en helt ny virkelighed med sig. Det har både krævet mange penge og hårdt arbejde at nå til, hvor vi er i dag, hvor vi ikke alene har genetableret den beskadigede kystsikring, men også har iværksat en række nye beredskabsindsatser,” siger Morten Scheelsbeck, formand for Kultur- og naturudvalget og fortsætter:
”Vi har lært meget af de ekstreme vejrhændelser, og vi har taget den læring og brugt den til at forberede os på mere ekstremvejr. Vi er ikke i mål, men vi er godt på vej.”
Bred vifte af indsatser og nyt reglement
Blandt de ekstra indsatser mod ekstremvejret er bl.a. et helt katalog over særlige beredskabsindsatser og ansættelsen af en deltids beredskabsmedarbejder. Samtidig er hele kystsikringen af det nordlige strandområde, der primært består af klitter, genetableret, og der er plantet nye hjælme, som skal hjælpe med at holde på sandet.
For at passe godt på den genetablerede kystsikring har byrådet desuden godkendt et forslag til et nyt reglement om færdsel og brug af den nordlige del af strandområdet. Reglementet beskriver bl.a., at det fx ikke er tilladt at sætte borde/stole op eller grave i klitterne og forstranden, som udgør sikringszonen. Reglementet bliver sendt i høring hos grund- og ledningsejere.
Fakta
På byrådsmødet den 28. august 2024 blev byrådet orienteret om, at Økonomiudvalget før sommerferien måtte træffe en hastebeslutning om at indkøbe en særlig kraftig beredskabspumpe tiltænkt Solrød Bæk. Samtidig besluttede byrådet på byrådsmødet at sætte gang i udskiftningen af ødelagte spunsvægge ved udløbet af henholdsvis Karlstrup Mosebæk og Solrød Bæk.
På samme møde godkendte byrådet et reglement for færdsel og brug af kystsikringsanlægget langs med stranden i den nordlige del af kommunen. Reglementet bliver nu sendt i fire ugers høring.
Beredskabspumpen koster ca. 1 mio. kr. og finansieres via kystsikringsdriftsbidrag. Arbejdet med spunsvæggene løber forventeligt op i ca. 2,5 mio. kr. som dels finansieres af midler fra Stormflodspuljen og dels fra ubrugte midler fra forskellige anlægsprojekter.
Kilde: Solrød Kommune