Selv om jeg har skiftet parti og nu repræsenterer Danmarksdemokraterne, betyder det jo ikke, at jeg har gennemgået en total forandring. Jeg er stadig Brian, der bor i Jersie Strand og bander over trafikken hver dag, når jeg er på vej til arbejde i hovedstaden.
Jeg er også stadig Brian, der bekymrer mig meget om børn og unges trivsel og ikke mindst, at være ældre medborgere har krav på en tryg alderdom og skal have de håndsrækninger, de har brug for, så de kan leve et værdigt liv uden at skulle slås med kommune og andre for at få hjælp til det nødvendige.
Jeg er også stadig Brian fra Jersie Strand, der mener, det er vigtigt at lytte til andre. Ikke bare til politikere, der stort set mener det samme som mig, men så sandelig også til dem, der mener noget helt andet. Jeg siger ikke, at vi nok ender med at blive enige, men jeg minder om, at demokratiet er skabt på muligheden for at være hamrende uenige.
Lad os lytte noget mere
Men mest af alt mener jeg mur- og nagelfast, at vi skal lytte til borgerne i meget højere grad, end vi gør i dag. Med andre ord synes jeg, vi skal have nogle flere lokale folkeafstemninger, og der er intet som i intet med intet på i den nationale lovgivning, der forhindrer det.
Vi skal jo ikke lave lokale afstemninger om at sætte statsskatten ned eller om metro-systemet skal nedlægges eller om et Kongelige Teater skal rives ned. Men vi kan stemme om, hvorvidt rådhuset skal flyttes, om der skal bygges indkøbscentre eller hvor. Men vi skal stemme om det, der berører os alle i kommunen.
Når det ikke sker oftere, kan man jo få den tanke, at de folkevalgte ikke tør lytte til de vælgere, der trods alt stemte dem ind. Er det sådan? Jeg ved det ikke, men man kan få tanken.
Populisme gisp
Jeg tror, et andet begreb har sneget sig ind. Nemlig populisme. Hvis der er noget, politikere og andre toneangivende frygter mere end Fanden det hellige kors, så er det populisme. Ja puha, hvor er det slemt at lytte til folket og justere sin politik efter, hvad vælgerne – både de virkelige og de potentielle. mener.
Jeg har sagt det før og skal gerne understrege det igen. Populisme er rundet af ordet populos, der betyder folk.
Så det er altså, hvad folket mener har gang på jord. I musikken kalder man populær musik, som de fleste kan lide, for pop. Aviserne bringer sommetider historier om, hvad tilfældige mennesker på et givent tidspunkt mener, lige fra om det skal være and eller flæskesteg juleaften, til hvorfor vi holder pinse, hvordan sommerferien skal bruges eller om der skal natron i æbleskiver. Den slags kaldes vox populis – altså folkets stemme.
Lad os få nogle flere debatter om, hvad der er på bedding i kommunen, og lad os få nogle flere lokale folkeafstemninger, når vi folkevalgte ikke kan finde ud af at træffe en beslutning, der er til glæde og gavn for de fleste.
Brian Mørch
Byrådsmedlem
Danmarksdemokraterne