’Børn og unge gør det bedste, de kan.’ Sådan lyder fundamentet for Solrød Kommunes nye børne- og ungepolitik, som er lavet på baggrund af input fra bl.a. børn, unge og deres familier.
Solrød skal være en god kommune at vokse op i for alle børn og unge.
Det skal den helt nye børne- og ungepolitik, som byrådet netop har godkendt, bl.a. være med til at sikre. Politikken skal nemlig fungere som en platform, der bidrager til at understøtte alle børn og unges trivsel, udvikling, læring og dannelse med et gennemgående børne- og ungesyn, som lyder: Børn og unge gør det bedste, de kan.
”Børn og unge er vores fremtid, og et stærkt fællesskab og samarbejde omkring børn og unges trivsel er afgørende for byrådets vision om, at vi sammen skaber det bedste sted at leve og bo – også for alle kommunens børn og unge. Det er vores nye børne- og ungepolitik et rigtig godt udgangspunkt for. Den har bl.a. øje for, at børn og unge udvikler sig i forskellige tempi og har forskellige behov, og at det derfor er afgørende for os, at vi har et helhedsorienteret og fælles børne- og ungesyn, som følger børn og unge der, hvor de er, siger Regine Hovmøller, formand for Familie- og uddannelsesudvalget.
Politikken bygger bro mellem det almene og det specialiserede område, og den har fem temaer, som skal sikre, at Solrød er en kommune, hvor der er plads til alle.
De fem temaer er:
- Fællesskaber
- Læring og dannelse
- Helhed og sammenhæng
- Tidlig indsats og forebyggelse
- Sundhed
Bygger på en grundig inddragelse
For at sikre, at politikken både har grobund i virkeligheden og er relevant for hele målgruppen, har der i arbejdet med politikken været en bred inddragelse af både børn, unge, forældre, medarbejdere, ledere, byrådsmedlemmer, faglige organisationer og aktører på fritidsområdet for hele 0-18 års området.
Der er bl.a. blevet afholdt en række temamøder og drøftelser om politikkens indhold.
”I samarbejde med forældrene vil vi give alle børn og unge rammerne for den bedst mulige trivsel, læring og udvikling, som de kan bringe med sig videre i voksenlivet. Det gælder uanset, om de er i vores almene tilbud, eller om de har brug for ekstra støtte og vejledning. Det har vi nu et rigtig godt udgangspunkt for at gøre, og nu er det administrationens opgave at stå i spidsen for at gøre de enkelte temaer konkrete fx via handleplaner og inddragelse af alle relevante parter,” siger Regine Hovmøller.
Fakta
- Et enigt byråd har på byrådsmødet den 29. maj 2024 godkendt en ny børne- og ungepolitik for Solrød Kommune.
- Politikken kommer til at ligge blandt kommunens andre politikker på www.solrod.dk under ’Planer og politikker’
Kilde: Solrød Kommune