Havdrup Helhedsplan hviler på borgernes holdninger, idéer og visioner og danner grundlag for Havdrups fremtidige udvikling.
Havdrup – en by til alle livets faser. Det er den overordnede vision for Havdrup Helhedsplan, som byrådet nu har godkendt. Helhedsplanen sætter en retning for udviklingen af den charmerende stationsby på både kort og lang sigt og indeholder både konkrete ønsker og anbefalinger samt visioner, som kan danne grundlag for Havdrups fremtidige udvikling. Selve planen er udarbejdet af Opgaveudvalget for Havdrup Helhedsplan, som i tæt samarbejde med byens borgere har arbejdet med planen siden juni 2022.
”Det aller bedste ved Havdrup Helhedsplan er, at borgerne i den grad selv har sat et aftryk på den. Det er borgerne, der sammen med opgaveudvalget har defineret Havdrups særlige kultur, karakteristika og identiet, og dem, der har bestemt, hvad der har været vigtigt at få med i helhedsplanen. Det er det, der giver helhedsplanen værdi og gør den meningsfuld,” siger Morten Scheelsbeck, formand for Kultur- og naturudvalget.
Han suppleres af formand for opgaveudvalget, Havdrupborger Bo C. Christiansen:
”Det er fantastisk, at der nu ligger en helhedsplan, der skuer ud i fremtiden, og som borgerne har været med til at sætte retning på i forhold til, hvor og hvordan Havdrup skal udvikle sig. I forbindelse med den kommende kommuneplan vil der være en lang række af de elementer, der fremgår af helhedsplanen, som med fordel vil kunne løftes over i kommuneplanen og dermed blive juridisk bindende. Det bliver spændende at se planen blive anvendt i det politiske og administrative arbejde med Havdrup fremover. Jeg er sikker på, at de gode kræfter, der har været med til tilblivelsen af planen, vil følge tæt med, når der kommer nye planer eller projekter i Havdrup i tiden fremover, som vil være med til at gøre Havdrup til en by til alle livets faser.”
Helhedsplanen bygger på borgernes glæde ved deres by
”Når man læser helhedsplanen, er det tydeligt, at den helt fundamentalt bygger på borgernes glæde ved deres by og engagement i lokalsamfundet, og det har også været tydeligt på fx de forskellige workshops, hvor snakken har flydt frit, og der har været stor lyst til at bidrage,” siger Morten Scheelsbeck.
På baggrund af både workshops og borgermøder er der lokaliseret fem overordnede temaer, og ud fra de temaer kommer helhedsplanen med anbefalinger til ni konkrete emner, som opgaveudvalget efter input fra byens borgere har defineret som centrale for Havdrups udvikling. De er:
· Tilgængelig natur
· Nye grønne områder
· Byrum og biler
· Mødesteder til bebyggelse
· Mødesteder for Havdrup
· Sammenhængende stier
· Boligudvikling i Havdrup
· Rækkefølge for boligudvikling
· Placering af friplejehjem
Her kan du se hele helhedsplanen
Helhedsplanen for Havdrup By kan ses på www.solrod.dk under dagsorden/referat for byrådsmødet den 30. januar 2024. Den kommer også til at ligge på Solrød Kommunes hjemmeside under fanen ’Politik’ og emnet ’Planer og politikker’.
Fakta
Byrådet har på byrådsmødet den 30. januar 2024 godkendt den endelige udgave af Havdrup Helhedsplan. Forud for godkendelsen har udkastet til helhedsplanen været sendt til debat i oktober 2023, og der har desuden siden juni 2022 været en omfattende inddragelse af borgerne i form af fx workshops.
Ønsket om en helhedsplan for Havdrup har grobund i konstitueringsaftalen efter kommunalvalget i 2021 mellem Liberal Alliance, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Havdruplisten. Et enigt byråd besluttede på den baggrund i sommeren 2022 at nedsætte et opgaveudvalg bestående af både byrådsmedlemmer og borgere, der skulle udarbejde et forslag til en helhedsplan for Havdrup By.
Helhedsplanen er ikke juridisk bindende for Solrød Kommune, som eksempelvis en lokalplan eller et kommuneplantillæg er. Helhedsplanen fastlægger en vision og nogle anbefalinger for den langsigtede udvikling af Havdrup, som kan indarbejdes i fremtidige projekter i Havdrup.
Kilde: Solrød Kommune