Tirsdag den 27. februar kl. 19.30 er Charlotte Gravesen præst ved aftengudstjenesten i Solrød Kirke.
Ved tidligere aftengudstjenester har præsterne taget udgangspunkt i værker af bl.a. Tove Ditlevsen, Johannes Møllehave og Piet Hein. Denne gang har Charlotte Gravesen valgt bogen ”Mit livs øjeblik – 50 kendte danskere fortæller”, som hun fik i julegave.
I bogen deler 50 markante danskere et helt særligt øjeblik fra deres liv. En perlerække af livsbekræftende historier om fatale fejltagelser og verbale lussinger, om guddommelige åbenbaringer og uventede omfavnelser – og om pludselig at finde sig selv på en ny måde.
”Jeg vil læse op fra bogen og finde bibeltekster, der kommenterer fortællingerne. Jeg har læst flere smukke fortællinger – ganske korte – om det øjeblik, der kan definere et menneskes liv. Der er for eksempel en fortælling om en, der får en opringning fra sin far, en anden sidder ved sin mors dødsleje, og en tredje står i en telefonboks midt i København og oplever sit livs øjeblik”, fortæller Charlotte Gravesen.
Efter gudstjenesten er der kirkekaffe i våbenhuset.
Kilde: Solrød Sogn