Vi skal helt tilbage til sommeren 1978. Det var nemlig her, at Tove Thøgersen fik et job i SuperBrugsen i Havdrup, som dengang hed Havdrup Brugs.
Hun havde før det været i lære i en lille Brugs på Sydsjælland, hvor hun er vokset op, men i Havdrup fik hun sit første job efter sin handelsskoleuddannelse og lærepladstid.
– Vi var cirka 15 medarbejdere, og jeg skulle passe afdelingen med papirvarer, dyremad, personlig pleje og andet.
Dengang var man mere allround i butikken, og vi var som én stor familie. Når der var mærkedage, blev man inviteret hjem til kollegaen privat. I dag er det ændret til, at disse mærkedage markeres i butikkens frokoststue, siger Tove, der altså nu går på efterløn efter 45 år i SuperBrugsen i Havdrup, og der er lidt at se tilbage på.
Siden 1978 har supermarkedet været igennem mange udvidelser af både butiksareal og lager, hvilket har betydet, at der nu er 100 kollegaer.
Fra hulkort til automatisk disponering
Der er generelt sket en stor udvikling med supermarkederne i de 45 år. Tove peger især på åbningstiderne og digitaliseringen.
– Dengang lukkede vi kl. 17.30 i hverdagene, kl. 12 om lørdagen og havde lukket søndag. Men så opfandt man lang lørdag, og pludselig skulle vi også have åbent om søndagen og alle dage til kl. 20, siger hun.
Dengang satte man et prismærke på alle varerne, hvor beløbet blev slået ind i kasseapparatet. I dag har alle varer stregkoder, som aflæses ved kassen. Dengang gik man også rundt med et hæfte, når man skulle bestille varer. De havde et dessinnummer, som man hullede på et hulkort. I dag er det anderledes – mange varer har automatisk disponering, så der automatisk kommer varer hjem, når der er brug for det. Det er dog ikke tilfældet i frugt-, grønt- og blomsterafdelingen – her skal medarbejderen selv tage stilling til bestillingen til næste dags salg.
– Så vi er gået fra hulkort til automatisk disponering. Det er alligevel lidt af en udvikling, siger Tove.
En afdeling i udvikling
Efter et par år kom hun over i frugt-, grønt- og blomsterafdelingen. Dengang var det ikke en fuldtidsstilling at sørge for den afdeling, for der var slet ikke de mange valgmuligheder, der er i dag.
– I mange år klarede jeg afdelingen selv, men så fik jeg kollegaer over i afdelingen. Dengang var en pose gulerødder en pose gulerødder, og en tomat var en tomat. Nu er der øko-varianter, i poser og bakker, håndplukkede og konventionelle. Men det har også været det, der har været spændende ved at være i den afdeling. For vi har hele tiden kunne udvikle og udvide vareudvalget og fået nye kollegaer og projekter, forklarer Tove.
Hun har faktisk være i frugt-, grønt- og blomsterafdelingen lige siden – men de seneste år har hun dog haft fokus på blomsterne.
Stopper, mens legen er god
Og det har passet Tove utroligt godt at være i netop den grønne afdeling. Hun har sat en ære i at kende til smag og anvendelse af frugter og grøntsager, der bliver brugt meget af i egen husholdning for at kunne hjælpe kunderne bedst muligt.
– Jeg har selv en stor interesse for at dyrke grøntsager og finde ud af, hvordan man kan bruge dem på forskellige måder i madlavningen. Jeg elsker at gå og nusse og vande blomsterne, så det har været dejligt at kunne bruge min egen private interesse i mit job, og på den måde kunne give af mine egne erfaringer til kunderne ift. pasning af planterne. Det har været spændende. Så jeg har slet ikke overvejet andre afdelinger, siger Tove.
Hun har rundet 65 år, og selvom hun kunne gå på efterløn for et par år siden, har tidspunktet ikke været det rigtige. Indtil nu.
– Jeg har et godt helbred og kan stadig en masse, og så vil jeg bare hellere stoppe, mens legen er god. Og det blev så nu, siger hun og ser frem til at nyde og passe sin store have mere.
Racercykel og børnebørn
Hun skal bl.a. køre mere på racercykel, komme i gang med at løbe igen og fortsætte med sine gymnastikhold i Havdrup Gymnastikforening.
– Jeg vil også se, hvad der rører sig i byen, og deltage i lokale arrangementer. Og tage en spontan tur til Køge eller Roskilde. Og så har jeg to børnebørn, der ikke bor lige i omegnen, så der fortsætter jeg min rytme med at komme op én dag om ugen og hente dem og være sammen med dem, lyder det fra Tove.
Det bliver selvfølgelig også vemodigt at stoppe i SuperBrugsen i Havdrup.
– Mange kunder har jeg jo nærmest et familiært forhold til. Jeg har mange familier, hvor jeg kender både børn og børnebørn, der nu kommer og handler. Men jeg vil selvfølgelig blive ved med at komme som kunde i butikken og hilse på, siger Tove, der selv har boet i Havdrup i alle årene.
På den måde bliver det ikke helt et farvel – men mere et på gensyn, når sidste arbejdsdag d. 31. august 2023 er passeret.
Kilde: Viborher