Når man har besøgt Møllebækkens Købmandsgård i Solrød i de seneste år, har det måske været for at få en is, en ost eller en julekugle til juletræet. Men siden 1. februar har gården haft nye ejere, og de har netop åbnet dørene til et helt andet koncept.
Helena Norrstrøm og husbond har nemlig åbnet det, som gerne skulle blive et levested med indretningsartikler, haverum, kaffe og gode snakke.
– Idéer står i kø hos mig med alle de ting, jeg gerne vil lave her. Ginsmagning, musikoplevelser, foredrag, grillarrangementer og en masse andet, der gør stedet til et levende sted. Et frirum, hvor der er rart at være, og hvor man kan få en snak over disken og nyde de haverum, vi har, siger Helena.
Nyt drivhus gav nye idéer
Hele eventyret begyndte faktisk for et par år siden. Helena fik et nyt drivhus i anledning af, at hun fyldte rundt.
– Jeg har egentlig aldrig været vild med facebook og andre sociale medier, men jeg oprettede en profil på Instagram, og så tog det fart. Jeg er jo en rigtig indretter-mus, så jeg lagde billeder op af min indretning af det nye drivhus. Først havde jeg bare 38 følgere og ringede til familie og venner for at få dem til at følge mig, griner Helena.
Senere fik hun et endnu større drivhus, og lige nu har hendes profil 111.000 følgere “helenas_rum” og er dermed ret signifikant i Instagram-øjemed. Her spiller hendes to FT cocker spaniels også en rolle, da de selvfølgelig også er med på forskellige opslag.
– Jeg deler billeder, når der er noget spændende at dele, men det er nok en gang om dagen. Jeg går meget op i naturlig æstetik og kan godt lide at inspirere andre, hvis jeg har fået en god idé. Jeg fik også til opgave at lave en julestyling for Claus Dalby, som er tv-vært og haveekspert, og da han omtalte mig, fik jeg rigtig mange følgere. Sådan foregår det jo meget på Instagram ved, at vi omtaler hinanden. Jeg kan også rigtig godt lide at nævne fx en mindre keramiker, der kan bruge lidt spotlys. Igen handler det om at inspirere hinanden, siger Helena.
Hun får ugentligt tilbud om 5-10 samarbejder, men indtil nu er det ikke noget, som Helena vil dyrke.
– Jeg har virkelig intet imod, at folk gør det, og jeg har også lavet et enkelt samarbejde med et tøjmærke, men jeg synes, der er for meget pres, for så skal du jo levere noget tilbage. Jeg vil gerne have min frihed, men jeg nævner da gerne mindre virksomheder, hvor jeg kan lide deres produkter, eller det på en anden måde passer ind hos mig. Men der er ikke penge imellem os, forklarer hun.
Instagram blev til webshop og gård
Igennem sin Instagram-profil fik hun mange henvendelser omkring produkterne på hendes opslag, så det fik hende til at åbne en webshop sidste år. På Helenasrum.dk kan man købe mange af de produkter, der er blevet delt på Instagram-profilen Helenas_rum.
Sidste år begyndte de at kigge efter nye lokaler til webshoppen, hvor de også kunne have butik – og så faldt de over Møllebækkens Købmandsgård.
– Nogen ville gerne rive det ned og bygge lejligheder, men vi vil gerne bevare rammerne og restaurere. Her er jo så fantastisk, og jeg håber, at jeg kan gøre det til et sted, hvor folk har lyst til at komme og være og opleve, lyder det fra Helena, der lige nu er ved at gøre noget ved den tilvoksede have.
Ostebutikken er lukket, og Helena og husbonden skal sammen med kroen finde frem til de rigtige rammer fremover.
– Vi skal udnytte rammerne, og der er så mange muligheder. Min mand er selvstændig tømrer og derfor væsentlig i hele projektet. Vi har også solgt legehuse, der er små kopier af rigtige huse, så måske vi laver en lille afdeling til det også, siger Helena.
Naturfarver og grønne haverum
Købmandsgården er sidst blevet renovereret i 1899, så den trænger på alle måder til en stor omgang.
– Vi ser det som et livsprojekt. Vi var skrevet op til et sommerhus på Møn, og da vi havde skrevet under på gården her, kom der netop et til salg. Men vi fortrød på ingen måde. Man kan sige, at det her er vores sommerhus, siger Helena, der også har sin datter Josefine ansat som fuldtid i, hvad der må siges at være en familievirksomhed nu.
De to hunde er også med så meget som muligt på gården, men da de er jagthunde, og da der er rådyr i området, er det lige nu lidt udfordrende.
– Det skal de lige vænne sig til, lyder det.
I butikken er der fokus på bæredygtighed, naturfarver og de grønne haverum.
– Man ser ikke cerise-farvede puder eller andet fast-fashion her. Jeg er inspireret af naturens farver og materialer, og så skal det helst være lokalt- eller dansk-producerede varer. Dog forhandles også bambus samt juteprodukter som i sagens natur ikke fremstilles i Danmark. Vi fylder stille og roligt hylderne op med varer, der matcher det, siger hun.
En lille tidslomme
Helena og hendes mand bor selv i Karlslunde efter at have boet i København i mange år. Hun har selv arbejdet på en dansk folkeskole i 15 år, inden hun gik hjemme i noget tid og derefter åbnede Instagram-profilen – hvorefter tingene derefter har taget fart.
– Æstetik har altid interesseret mig. Jeg elsker at gå på Vesterbro og se på hoveddøre. Jeg ser meget i billeder – nærmest som om, jeg har en lille ramme foran mig – og jeg synes, det er helt fantastisk, hvordan en sten fra stranden kan ændre indretningen i et hus. Jeg er vild med det her med at skabe mindre haverum, hvor man kan hygge sig. Hygge er nok lidt mit kodeord – det elsker jeg bare. Og jeg elsker at dele ud af det, forklarer Helena og fortsætter:
– Det her er allerede vores andet hjem, og hvis jeg skal se ind i fremtiden, håber jeg, at det bliver et levende sted, som kan være et frirum og en lille tidslomme for vores gæster og kunder. Nogen køber måske noget her, andre gør ikke. Det er ikke det vigtigste, forklarer hun.
Møllebækkens Købmandsgård er allerede åbnet, og man kan komme forbi fra onsdag til fredag fra kl. 10-17 og lørdag og søndag fra kl. 10-15.
Kilde: Viborher