Mandag aften blev de mange frivillige ildsjæle i Solrød Kommune hædret ved Frivilligaftenen, og årets Frivillighedspris blev overrakt til Birgitte Lauridsen for hendes mangeårige indsats.
Det plejer at være de frivillige, der deler ud af deres overskud og næstekærlighed, men mandag aften var det hele vendt på hovedet. Den årlige Frivillighedsaften løb nemlig af stablen, og her blev de mange frivillige ildsjæle i kommunen hædret for den kæmpe forskel, de gør for andre mennesker i Solrød Kommune.
”Jeres indsatser når ud til medmennesker som fx er børn og unge med særlige udfordringer, særligt udsatte eller ensomme ældre, syge, mennesker i krise, mennesker der er flygtet fra krig, udstødte og svage grupper og pårørende. I hverken kan eller skal erstatte det kommunale ansvar for disse grupper, men I bidrager med en unik medmenneskelig faktor, som har stor betydning,” sagde Lene Stevnhoved, formand for Social-, ældre- og sundhedsudvalget, da hun bød velkommen til de mange fremmødte.
Ud over fejringen af alle de mange frivilliges indsats er det også på Frivillighedsaftenen, at årets Frivillighedspris bliver uddelt. Frivillighedsprisen gives som påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde i Solrød Kommune. Ud over anerkendelsen følger der 7.000 kr. med.
”Jeg har glædet mig meget til at fejre alle I frivillige ildsjæle, som vi er heldige at have i Solrød Kommune. Der er ingen tvivl om, at I skaber en uundværlige værdi i hverdagen for mange borgere i kommunen. Det frivillige sociale arbejde er en vigtig del af Solrød Kommunes DNA, og det er et stort privilegium, at vi har så mange engagerede frivillige borgere som jer,” sagde borgmester Emil Blücher, inden han overrakte Frivillighedsprisen 2022 til årets prismodtager.
Frivillighedsprisen gik i år til Birgitte Lauridsen for hendes store indsats for forskellige sociale grupper i kommunen. Birgitte er bl.a. formand for Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Solrød, hvor hun tager aktiv del i at skabe initiativer som ”lyserød lørdag” og arrangere årlige gåture i lokalområdet for ”støt brysterne”. Derudover er Birgitte medlem af integrationsgruppen og tovholder på frivilliglageret, hvor hun hjælper flygtninge med at få ting, de har behov for. Derudover har Birgitte hjulpet med at skabe et hyggeligt udemiljø for ukrainerne, der bor i pavillonerne i Havdrup, og hun deltager hver tirsdag i lektie- og samværscaféen i Aktivitets- og frivilligcenteret.
”Birgitte er en ildsjæl uden lige. Jeg har også fået at vide, at Birgitte altid er smilende og imødekommende og er nem at arbejde sammen. Der er ingen tvivl om, at Birgitte bidrager med en uundværlig indsats til gavn for mange borgere i kommunen, og hun har i den grad fortjent at blive hyldet og fejret for alt det, som hun har gjort og fortsætter med at gøre,” sagde borgmester Emil Blücher.
Fakta
Byrådet i Solrød Kommune indstiftede i 2009 Frivillighedsprisen, og den gives som påskønnelse af en person, forening, organisation eller institution, der har gjort en særlig indsats for det frivillige sociale arbejde i Solrød Kommune. Det er Social-, sundheds- og fritidsudvalget, der på baggrund af indstillinger udvælger prismodtageren. Ud over anerkendelse følger der 7.000 kr. med.
De indstillede til årets frivillighedspris i Solrød Kommune 2022 var:
- Ulla og Henrik Nielsen
Indstillet for deres engagement ved Karlstrup Kirke - Aase Christensen
Indstillet for sin indsats på integrationsområdet - Alle integrationsfrivillige
Indstillet for deres indsats for at tage godt imod ukrainske flygtning - Birgitte Lerche Lauridsen
Indstillet for blandt andet sin indsats som formand for Kræftens Bekæmpelse og engagement i integrationssagen - Arne Hede Jørgensen og Colin Bowley
Indstillet for at være det musikalske fundament til fællessang i Aktivitets- og frivilligcentret og i Solrød Bibliotek og Kulturhus - Annette Nielsen
Indstillet på baggrund af engagement som formand for Havdrup Seniorklub - Lone Hartz
Indstillet for engagement og omsorgsfuldhed i Aktivitets- og frivilligcentret - Lis Kramer og Astrid Sørensen
Indstillet for indsats som gruppeledere for ”Fortæl for livet”
Kilde: Solrød Kommune