Fuld sol og blå himmel. Høj musik og farvede røgskyer.
Et optog bestående af en uigenkendelig rektor, udklædte lærere og elevkostumer i alle varianter, de fleste hjemmelavede. Knaldblå smølfer. Fanger og fangevogtere. Farvestrålende hippier. Uldede får, John & Olivia, cowboys og deltagere ved kinesisk nytårsfest.
Det var blot nogle af de fantastiske udklædninger, som klasserne mødte op i, og flere havde bygget temavogne til optoget, der senere skulle bruges som elevboder med snacks, mad og drikke. Optoget var virkeligt et skue, ikke mindst, da idrætslærerne traditionen tro ledte an i opvarmningsdansen foran Solrød Idrætscenter, hvor sportskampene få minutter senere blev sat i gang.
Gennem Solrød Gymnasiums idrætsdag bliver der altid talt point op, og det er faktisk ikke til at sige, hvor bestikkelige lærerdommerne i virkeligheden er på sådan en dag. I hvert fald mistænker flere lærere eleverne for på den ene side at have indyndet sig for at få ekstrapoint, og på den anden side at have øget kropsvægten hos lærerne med tematiske lækkerier til lærerværelset gennem hele august måned. I så fald er det ikke en helt dum taktik.
For tunge lærere giver svagere modstandere i udfordringsdysten mellem lærere og elever.
Idrætsdagen bliver altid sluttet af med et brag af en fest, hvor de nye 1.g’ere og 1.hf’ere for første oplever en gymnasiefest. Under festen bliver dagens vindere kåret, og det plejer ikke at gå stille for sig. Alt i alt er det årlige arrangement en øvelse i teambuilding og fairplay. At det så samtidigt er en sjov, kreativ, anderledes og aktiv dag er blot en kæmpe bonus.
Kilde: Solrød Gymnasium