Havdrup Brugsforening afholdt torsdag den 17. februar et velbesøgt foredrag, med Fysioterapeut- og personlig træner Mark Abildhauge og Kok Claus Holm, begge kendte fra TV2 programmet ”5 fede kokke”
De mere end 130 mennesker, der havde købt billetter til arrangementet som foregik i Jersie Forsamlingshus, fik en anderledes oplevelse med masser af humor- og ind i mellem også indblik i personlige tragedier.
Mark og Claus var meget veloplagte, de førte tilhørerne gennem deres rejse, fra personlig modstand til et varmt og hjerteligt venskab.
Specielt fortællingen om hvordan Claus Holm, med opbakning og støtte fra Mark Abildhauge, tabte sig mere end 30 kilo, blev i stand til at cykle den krævende distance fra Århus til København, løbe et utal af halvmaratons og et enkelt maraton, gjorde indtryk på publikum.
Marks fortælling om hvordan Claus også giver ham utrolig meget, i kraft af hans personlighed og deres venskab, gav alle lidt at tænke over.
Aftenens budskab må være, at når man først er fortrolig med at træne, så bliver man lidt afhængig, ligesom med et venskab, når det bliver tæt, kan man ikke undvære hinandens selskab og støtte.
Havdrup Brugsforening, vil gerne takke alle der mødte frem og var med til at gøre det til en god aften.
Kilde: Tonny Lauridsen – Havdrup Brugsforening