Mens kvinderne lægger toiletpapir på brættet og mændene tørrer det af, så er der ingen af delene, der hjælper mod fremmede bakterier. Det kan let få ferien til at ende uheldigt, særligt, hvis vi tager til mere eksotiske steder. En ny undersøgelse foretaget af Voxmeter for Initial Hygiejne afslører, hvordan vi håndterer beskidte toiletter.
Vi kender det alle sammen. Når man skal, så skal man. Vi åbner døren til toilettet, og synet, der møder os, er ikke ligefrem indbydende. Men hvad gør vi så? Knap halvdelen af os vælger at lukke døren igen og finde et andet toilet, mens omkring en tredjedel vælger at tørre toilettet af med toiletpapir.
Der er også dem, der vælger at lægge toiletpapir på brættet. Her er det næsten dobbelt så mange kvinder som mænd, der vælger den løsning. Og der er også flere kvinder end mænd, der går i gang med vand og sæbe. Det er derimod kun meget få, der vælger at skræve henover toilettet.
Undersøgelsen viser også regionale forskelle: Mens det er over halvdelen af københavnerne, der vælger at finde et andet toilet, så er det færre af jyderne, nemlig 44 procent, der vælger denne lette løsning. Til gengæld er jyderne mere tilbøjelige til at tørre af med toiletpapir eller gå til den med vand og sæbe, mens der er lidt flere fra København, der bruger metoden med at lægge toiletpapir på brættet.
“Undersøgelsen tyder på, at vi er mere optaget af den synlige renlighed, end den vi ikke kan se. Og det er måske ikke så underligt. Men det er bare vigtigt at huske på, at vand og sæbe samt desinfektionsmiddel er det eneste, der reelt kan fjerne bakterier. Så når vi lægger toiletpapir på sædet, eller tørrer det af med samme, så er det altså kun kosmetisk tryghed”, siger Kristian Linder, direktør for Initial Hygiejne i Danmark.
Når vi er ude at rejse, så stiger risikoen også for at blive inficeret med fremmede bakterier. Og det er ikke alle steder, der har samme rengøringsstandarder som i Danmark. Her hjælper det slet ikke at tørre efter med papir. Så hvis der ikke findes decideret seat-cleaner med bakteriedræbende middel, så er det faktisk en af de bedste løsninger, at skræve henover toilettet, så man helt undgår berøring med bræt eller kumme.
De bedste råd fra Initial, hvis du møder et beskidt toilet:
- Husk at du ikke kan se bakterierne. Men hvis der er synligt beskidt, så er der nok større sandsynlighed for bakterier.
- Hvis du ikke kan finde et andet toilet, så er det bedste råd faktisk at skræve henover toilette, så du ikke kommer i berøring med hverken bræt eller kumme.
- Vask hænder grundigt og med sæbe
- Brug meget gerne hånddesinfektion, efter du har vasket hænder.