Solrød Kommune har netop ansat to nye skoleledere. Pernille Holmberg bliver ny leder på Havdrup Skole, og Carsten Hansen bliver ny leder på Munkekærskolen.
Når det nye skoleår starter efter sommerferien, bliver det med nye ledere på to af skolerne i Solrød.
På Havdrup Skole går den forhenværende skoleleder på pension i august, og i stedet har Solrød Kommune netop ansat viceskoleleder Pernille Holmberg. På Munkekærskolen har den tidligere skoleleder søgt andre udfordringer, og i stedet overtager Carsten Hansen, der kommer fra en lignende stilling på Vemmedrupskolen i Køge.
Der var 16 stærke ansøgere til de to stillinger, og en længere ansættelsesproces har netop resulteret i, at ansættelsesudvalgene har peget på Pernille og Carsten.
”Det er to stærke kandidater, vi har valgt, og jeg glæder mig til at samarbejde med dem om udviklingen af skolerne. Pernille kender Havdrup Skole rigtig godt i forvejen, og Carsten har fordelen af mange års erfaring fra en lignende stilling i en anden kommune, så jeg er sikker på, begge rekrutteringer vil vise sig at være gode match,” siger direktør i Solrød Kommune, Charlotte Houlberg.
Indgående kendskab til Havdrup Skole
Den nye leder på Havdrup Skole, Pernille Holmberg, er uddannet skolelærer med dansk og engelsk som linjefag og har desuden en diplomuddannelse i skoleledelse. Hun har været viceskoleleder på Havdrup Skole siden 2012.
Pernille glæder sig til at nye, spændende opgaver i et kendt miljø:
”Jeg har jo været på Havdrup Skole i fire år og kender arbejdsgangene, børnene, forældrene og lokalområdet, så jeg synes, jeg har et godt fundament at stå på som ny skoleleder, og jeg glæder mig til at overtage ansvaret for den videre drift og udvikling af skolen,” siger hun.
Mange års erfaring fra Køge
Den nye leder på Munkekærskolen, Carsten Hansen, er uddannet lærer og cand.pæd og har blandt andet en diplomuddannelse i ledelse med særlig fokus på god skoleledelse. Han har været skoleleder på flere skoler i Køge siden 2009.
”Solrød har jo nogle af landets bedste folkeskoler, og jeg har kun hørt godt om kommunen, så det glæder jeg mig til at blive en del af og forhåbentlig bidrage positivt til,” siger han.