Havdrup Fodbold, Solrød Kommune og DBU starter i fællesskab et nyt tilbud til de mange voksne mænd, der gerne vil spille uforpligtende fodbold og samtidig røre sig. Fodbold Fitness er et led i kommunens målrettede indsats for at sikre tilbud til borgerne, der skaber øget lyst til være fysisk aktiv.
Havdrup Fodbold lægger den 1. juni 2016 kl. 19 baner til opstarten af det helt nye tilbud Fodbold Fitness, som er målrettet de mange voksne mænd, der gerne vil ud og røre sig på en sjov, sund og social måde.
”Vi ved, at en del voksne mænd ikke har tid til træning flere gange om ugen og kamp i weekenden. Og måske bliver de for hurtigt forpustede og mangler et sted at gå hen og have en sjov træning, som samtidig er med til at gøre noget for deres sundhed. Det problem skal Fodbold Fitness være en del af svaret på. Med kommunen som medspiller er vi overbeviste om, at tilbuddet kan være med til at trække mændene op af sofaen og ud på banen,” siger Michael Ruff-Hansen, der er formand i Havdrup Fodbold.
Målgruppen er mænd over 35 Træningen varierer fra gang til gang, men opvarmningen er et gennemgående punkt, ligesom forskellige boldspil og kamp til to mål vil være en del af træningen hver gang.
Tilbuddet er åbent for alle, og der bliver ikke stillet krav til hverken udstyr eller tidligere erfaring på en fodboldbane, ligesom der tages hensyn til hinanden på banen, og glidende tacklinger er bandlyst.
”I første omgang har vi valgt at målrette tilbuddet til mænd over 35 år. Det bunder i, at vi i samarbejde med kommunen kan se, at der i den aldersgruppe er en del mænd, som enten slet ikke dyrker motion, eller som gerne vil i gang, men ikke har kunnet finde noget, der motiverer dem. Det er dog ikke sådan, at man ikke kan deltage, hvis man kun er 30 år – tilbuddet henvender sig først og fremmest til mænd, der gerne vil ud at røre sig uden at skulle tænke på, om de har det rigtige udstyr, eller om de er ”gode nok”,” siger Preben Nilsson, ungdomsformand i Havdrup Fodbold.
Støtte fra Nordea-fonden, Solrød Kommune og DBU Tilbuddet er et samarbejde mellem Havdrup Fodbold, Solrød Kommune og DBU, men var ikke blevet realiseret uden flot støtte fra Nordea-fonden.
Solrød Kommune støtter tilbuddet økonomisk for at sikre, at borgere i kommunen har et endnu bredere udvalg af motionstilbud, og for at sikre, at tilbuddet kommer godt fra start i Havdrup Fodbold. DBU støtter tilbuddet med en træner, der vil stå for træningen de første to gange, og dernæst overtager Havdrup Fodbold træningen.
Du kan læse mere om Fodbold Fitness her.
Yderligere oplysninger:
Lyder det som noget for dig, så tag endelig kontakt til Preben Nilsson på preben@hgi-fodbold.dk eller Casper Jensen på cabj@dbu.dk.