Det er efterhånden et velafprøvet koncept, når ti folkekirkemenigheder og frikirker i Greve og Solrød Kommune for 15. år i træk afholder fælles friluftsgudstjeneste 2. pinsedag.
Arrangementets overskrift har alle årene været ”Pinse På Herrens Mark” med en undertitel, der skifter og i år hedder ”På Bjergets Top – Bjerge i Biblen”
.
Dette indebærer, at både gudstjenesten såvel som de aktiviteter, der som en del gudstjenestens forløb afvikles i telte på pladsen, belyser forskellige aspekter af bjergets rolle og betydning i biblen. Blandt andet er det nok oppe på bjergets top, at vi både har det store overblik og får de store opløftende oplevelser, men ikke desto mindre er det nede på jorden og i hverdagen bandt med-mennesker, at det daglige liv leves. I det perspektiv er også kirkens højtider en som f.eks. Pinsen slags ”højdepunkter”, hvorfra vi ser mere klart og har større overblik end til dagligt, men det er og skal heller ikke hver dag være højtid og fest.
For at belyse dette vil dagens prædiken bliver holdt i form af en dialog mellem to præster, der er kravlet op på hver sin bjergtop og glæder sig over udsigten derfra. Om de bliver deroppe eller bliver pillet ned vil dagen vise! Blandt de mange spændende teltaktiviteter, de enkelte kirker har planlagt, kan man f.eks. forsøge at få troen til at flytte et bjerg, gætte de ti Bud fra Sinaj Bjerg eller udkæmpe en dyst på Karmels Bjerg
.
I gudstjenesten medvirker alle præster samt et orkester og kor med deltagere fra alle deltagende sogne og kirker. Som sædvanligt samles der også ind til et fælles hjælpeprojekt, som retter sig mod udsatte kvinder og deres familier på Madagaskar.
Som noget nyt kan man give sit bidrag via Mobil Pay, så husk telefonen!
Gudstjenesten afholdes mandag d. 16. maj på græsplænen nord for Mosede Fort i tidsrummet kl. 11.00 – 12.15, men i tilfælde af dårligt vejr flyttes den til Karlslunde Strandkirke, Karlslunde Mosevej 1.
Ønsker man den dag at deltage i en mere traditionel pinsegudstjeneste henvises der til Kildebrønde Kirke kl. 9.00.