Valget er dit

0

Marianne Aaberg, indehaver af Flot, skriver om efterårsmoden.

Moden bakker typisk op om tidens trend og lige nu er trenden feminisme. 2017’s powerkvinder er individualister og stærke! Moden understreger det på bedste vis med budskabet: Valget er dit. Lige nu skal vi se mere velour, fløjl og ikke mindst en masse cashmere – blødt, skønt og lige hvad vi trænger til, når vi går ind i efteråret.

I modebilledet er grøn og bordeaux samt den gyldne camel perfekte overgangsfarver. Der er spændende print på efterårets must: skjorten. Og her har paisley fået et smukt comeback. Dit look bliver sofistikeret underspillet, når du styler de smukke skjorter med efteråret store strik i netop den lækre cashmere fra Mongoliet. Den klassiske side har fået et sporty touch. Bukserne har fået elastik eller snøre i taljen og tilfører dermed jakkesættet et tvist. Samtidig ser vi kontrast-stribe på buksebenet på såvel den klassiske buks som på denimsiden.

Accessories
Vi ser mere rumlige silhuetter som følge af mere vidde i nederdelene og buksebenene – og så er det feminint at fremhæve taljen med et lækkert bælte. Netop accessories gør det nemt at skifte look eller fremtoning. Brug et par glimmerstrømper for at give outfittet lidt kant eller snig lidt print ind med et tørklæde eller tag måske bare en original Stetson hat på for at fuldende dit udtryk. Garderobe-drømmene er ofte mange, når årstiderne skifter, og især rulam gør sæsonens overtøj spændende.

Såvel jakker og frakker i rulam har fået et nyt look, hvor det rå og elegante forenes. Samtidig byder efteråret, at vi har fokus på fodtøjet, der er blevet afgørende for din udstråling. Den samme kjole kan jo snildt bæres til sneakers, støvle eller en høj hæl. Blød rulam, sart silke og cashmere – tendenserne er spændende, mulighederne mange – og valget dit.

Deltag i debatten
Del.