Tryg adgang til Roskilde Fjord

0

Søndag blev sikkerheden sat i fokus, da samtræningsfællesskabet, Cool Kona, officielt markerede, at den gamle surferrampe ved Veddelev havde fået en ny og sikker afløser med støtte fra Trygfonden og Roskilde Kommune. Således er det nu trygt at bruge Roskilde fjord både som surfer, kajakroer, dykker og som åbent-vand-svømmer.

Snoren blev klippet, og den nye rampe er hermed indviet.

“Vi tog initiativ til at få skiftet den gamle surferrampe ud med en ny model, fordi vi ønsker, at det skal være sikkert og trygt for alle at gå i fjorden. Den gamle rampe var blevet direkte livsfarlig! Med støtte fra TrygFonden og Roskilde Kommune er det lykkedes os at få sat fokus på sikker færdsel i og på fjorden”, siger Jakob Bøg, som er én af de lokale initiativtagere til rampefornyelsen, og som til dagligt er medejer af Skoda Roskilde.

Rampe med råd

Rampen giver ikke blot adgang til Roskilde Fjord men er også en informationsrampe, da der på rampen er påtrykt de fem baderåd.

“Vi ønsker i TrygFonden gennem forebyggelse og uddannelse at skabe respekt for vand og øge sikkerheden der, hvor mennesker og vand mødes. Hvis man følger de fem baderåd, minimerer man risikoen for drukneulykker”, siger medlem af TrygFondens regionale råd i Region Sjælland Jane Wichmann.

Det er Cool Kona, som er et træningsfællesskab for åbent-vand-svømmere, der har taget initiativet på vegne af alle dem, som tidligere har kravlet ned over den gamle, ramponerede rampe. “For os er det vigtigt, at alle kender til de basale regler for at bevæge sig ud i eller på vandet, og med den nye rampe håber vi at kunne minde alle om at have respekt for vandet”, siger Jakob Bøg og minder om, at man skal lære at svømme og ikke skal gå i vandet alene.

Deltag i debatten
Del.