Torsdagstræf på trapperne: “Det er en levende ting”

0

Henrik Hansen ser frem til at servere pølser for bil- og motorcykelentusiasterne, når sæsonen går i gang torsdag den 5. april.

Et kig ud af vinduet afslører, at forårets komme lader vente på sig. Men det faktum vil bil- og motorcykelentusiaster fra hele Sjælland blæse et stykke, når kalenderen skriver torsdag den 5. april, og årets første udgave af torsdagstræf på Roskilde Havn er en realitet. En af de mere inkarnerede besøgende er Henrik Hansen, der har været en fast del af klientellet de sidste 10 år – de sidste seks som stadeholder med Pølsebrødet.

“Det jeg godt kan lide ved torsdagstræffet er, at det nærmest er en levende ting. Der er ingen, der kontrollerer det, det sker ligesom af sig selv. Det eneste, der ligger fast, er, at vi starter den første torsdag i april”, forklarer han.

Alsidigt udbud

Henrik Hansen er fra Ringsted og fik første gang nys om torsdagstræffet via nogle venner, der anbefalede ham at tage en tur på Roskilde Havn.

“Det gav mig mulighed for at lægge vejen forbi i min gamle Passat fra 1970erne. Det var en sjov oplevelse”, fortæller Folkevognsentusiasten, der i 2012 fik mulighed for at sende sin specialdesignede pølsevogn, der til forveksling ligner et folkevognsrugbrød. Dermed blev han en af de første erhvervsdrivende til at indgå i det i dag velvoksne udbud af mad og drikke, som havnens gæster kan nyde godt af hver torsdag aften i sommerhalvåret.

“Det er rigtig godt for havnetræffet og mangfoldigheden, at der er et stort udvalg. Personligt går jeg ikke så meget op i pengene, det er mere stemningen, når man holder dernede. Det er super fedt”, forklarer Henrik Hansen, som samtidig glæder sig over de mange forskellige fire- og tohjulede, der om kort tid vil indfinde sig på Roskilde Havn.

“Selv er jeg mest til biler fra 1980erne og bagud, mens andre kan lide motorcykler, og så er der igen nogle, der synes, at en Brian-bil fra 2017 er helt fantastisk. Det giver en god blanding”, siger Henrik Hansen.

Deltag i debatten
Del.