Tid til hinanden

0

Én af hovedkræfterne bag Høstfesten i Viby vil nu lade andre komme til, så han kan bruge mere tid sammen med sin bedre halvdel.

”Høstfesten er vigtig som en markering af, at der er liv i Viby. Alle kommer ud af hullerne, når der sker noget”, siger Niels Christian Andersen, der har været én af hovedkræfterne bag den tilbagevendende begivenhed de sidste fire år.

Han er oprindeligt fra Fyn, men flyttede siden med sin familie til Hillerød. I 1979 faldt valget på Viby, da det trods alt lå tættere på den øvrige familie på Fyn. Det var før, der var noget, der hed Østervang 14 i Dåstrup. På daværende tidspunkt startede de på bar mark, og siden voksede kvarteret til omkring dem.

Mange timer
Årets høstfest er netop overstået, og den havde næppe ladet sig gøre, hvis ikke Niels Christian Andersen hver gang lagde de 3-400 timer i det forudgående arbejde med planlægning, tilmelding og programlægning af byens store fest.

”Ja, lidt blev hurtigt til meget”, siger han, der i samarbejde med Maiken Sørensen allerede i april påbegynder planlægningen af årets Høstfest.

I år var der over 60 boder tilmeldt kræmmermarkedet, og hertil kommer tilstedeværelsen af byens butikker samt både lokale foreninger og foreninger udefra som fx Børns Voksenvenner og Julemærkehjemmet.

Frihed sammen
Imidlertid blev det sidste år med Niels Christian Andersen som tovholder på Høstfesten. Efter selv at have pensioneret sig fra postvæsenet tilbage i 2010 er hans kone netop fulgt trop, og det er naturligvis planen, at de to nu skal have mere tid til at dyrke hinanden.

”Jeg har kunnet klare arbejdet herhjemme om formiddagen, da min kone stadig arbejdede. Men nu skal vi til at nyde den frihed, vi nu har sammen. Det har været nogle spændende år, men man skal også huske at stoppe i tide”, siger han.

Der bliver dog stadig tid til en række af de andre aktiviteter, som Niels Christian Andersen løbende har gang i Viby.

Blomster til tiden
Dels fortsætter han som fodbolddommer i Viby Idrætsforening og som medarrangør af sankthansaften på Engen i Viby, dels vil han fortsat køre ud med blomster for Maiken Sørensen, der har Blomstersnedkeriet i Viby.

”Det bruger jeg to eftermiddage om ugen på. Jeg skal faktisk ud med en blomst til en begravelse lige om lidt – og den skal jo være fremme til tiden”, smiler den aktive pensionist.

Deltag i debatten
Del.