Racertalent hylder sin mor: Kører til fordel for Kræftens Bekæmpelse

0

Casper T. Hansen mistede for kort tid siden sin mor til kræft. Nu vil den 18-årige roskildenser bearbejde sorgen på asfalten og samtidig støtte det gode formål.

 “Det er en måde at komme videre på, hvor jeg har hende med i det og samtidig støtter en god sag. Det giver noget at sigte efter”.

Sådan forklarer den unge racerkører Casper T. Hansen beslutningen om pludselig at sætte alt ind på et startnummer i dette års udgave af den danske løbsserie Formel 4 blot få dage efter tabet af sin mor Charlotte, der døde torsdag den 15. februar efter flere års kamp mod kræften.

Et tab, der fortsat fylder meget hos det 18-årige talent, der har taget en utraditionel vej i forsøget på at bearbejde sorgen.

Kører mod kræft

På rekordtid er det lykkedes Casper T. Hansen at få en kontrakt i hus med FSP, det jyske racingteam som roskildenseren også var i stald hos i sidste sæson, hvor han slog sine folder i Formel 5-serien. Samtidig har han indgået en aftale med Kræftens Bekæmpelse, der betyder, at en del af sponsorindtægterne går direkte til den velgørende organisation, der allerede nu står til et modtage en check på tusindvis af kroner, når det sidste kryds i løbskalenderen er sat til oktober.

Ønsket om at støtte det gode formål har nemlig allerede fået langt hovedparten af Casper T. Hansens sponsorer fra sidste sæson til at bakke op og således bane vej for talentets Formel 4-debut.

“Jeg er ikke overrasket over, at folk vil hjælpe, men jeg er overrasket over, hvor meget folk vil hjælpe”, fortæller Casper T. Hansen, hvis far Michael Hansen og teamets presseansvarlige Paul Reuber i de seneste uger har arbejdet intenst på at få økonomien på plads. Et arbejde der fortsat pågår i håbet om at finde flere potentielle partnere.

“Vi har fået hjælp mange steder fra. Folk synes det er en smuk historie, at Casper skal køre for sin mor, som også kommer til at stå på bilen, samtidig med at vi samler ind til et godt formål”, fortæller Michael Hansen.

Vinderinstinkt intakt

Konturerne til en sæson med følelserne uden på køredragten anes således allerede flere uger inden premiereløbet på Padborg Park den 21.-22. april. Derfor er det så meget desto vigtigere for både far og søn at understrege, at de forhåbentlig mange omgange i Formel 4-raceren ikke bliver en jagt på skulderklap og empatiske medlidenhedsytringer. Fokus er først og fremmest på at vinde racerløb, og gerne samtlige af sæsonens otte af slagsen, der med enkelte undtagelser køres simultant med den danske DTC-serie og derfor transmitteres på TV2 Sport.

“Jeg går efter mesterskabet, det er helt klart. I øjeblikket svinger mit humør en del, så jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan jeg reagerer på banen. Omvendt jeg har bestemt ikke glemt, hvordan man kører racerbil, så jeg går ind til sæsonen med indstillingen om at vinde”, fastslår Casper T. Hansen, der ved siden af studierne på Himmelev Gymnasium i øjeblikket arbejder stålsat i fitnesscentret seks dage om ugen for at bringe fysikken op i fulde omdrejninger inden første løb i det sønderjyske.

Formel 4-raceren er blandt udstyret med et specialdesignet Kræftens Bekæmpelse-logo til vidnesbyrd om, at den velgørende organisation støttes via sponsorindtægterne. Casper T. Hansen har samtidig valgt at ære sin mor Charlotte på bilens hvide karosseri.

Selve raceren, der netop er blevet gjort klar på FSP’s værksted i Jylland, skal for alvor stå sin prøve i næste uge, hvor Casper T. Hansen drager til Den Iberiske Halvø til tre testdage på Circuit de Calafat, lidt syd for Barcelona. “At kaste bilen ind i et sving med høj fart kræver nosser og præcision, og ved at træne på en større bane, kan jeg få mere fart i kroppen. Det bliver en fordel på de mindre danske baner”, forklarer racerens styrmand.

“Det er hårdt”

Man fornemmer således det stålsatte, der sikrede det 18-årige talent 12 sejre og en samlet 2. plads i Formel 5 i fjor. Beslutningen om kickstarte karrieren med kort varsel, vel at mærke i en tungere klasse i kombination med et tårnhøjt ambitionsniveau, skal imidlertid ikke forveksles med et forsøg på at flygte fra sorgen.

“Det er selvfølgelig rigtig trist, og jeg er ked af det. Men det var også en form for forløsning, da hun døde, for den sidste måned har vi vidst, at der ikke var mere og gøre, og så går man et eller andet sted bare og venter på at skulle sige farvel. Det er hårdt”, fortæller han. Det hjælper til gengæld, at støtten har været massiv fra den øvrige del af familien Hansen, der ifølge Casper T. Hansen og far Michael er rykket endnu tættere sammen efter Charlottes død. Storebror Mathias, der er grafisk designer og står for alt det grafiske arbejde, er også en del af teamet, mens sjællandske såvel som jyske grene af familien ventes at tage plads på Padborg Park og således bevidne Casper T. Hansens tilbagekomst til racerbanen.

“Jeg kører ræs, fordi jeg elsker at køre ræs, og det føles rigtigt at komme i gang igen”, siger han.

Deltag i debatten
Del.