Manden oser, konen bestemmer

0

Tiden er forbi, hvor bilhandler suverænt var mandens domæne.

“85 procent af bilhandler afgøres af kvinder. Når manden kommer alene, tager han typisk en brochure med hjem. Når han så kommer tilbage med konen, så bliver der taget beslutninger”, erfarer indehaver Peter Hansen hos Auto-Forum Roskilde, der også ser mænd i forretningen, som kommer regelmæssigt, men sjældent kører hjem i en ny VW.

“Mange mænd har behov for at følge med, men de har ikke nødvendigvis lov hjemmefra til at købe”, fortsætter Peter Hansen.

Frisk på farver

En anden observation fra en automobilforhandler, der har været i faget i mange år, er, at de kvindelige bilkøbere ofte går efter komfort, lækkert design og generel lækkerhed.

“De er typisk ret bevidste om, hvad de gerne vil have. Og hvor manden bare vil have en sort eller en sølvgrå bil, kan du også nemmere tale farver med en kvinde”, vurderer Peter Hansen, der blandt andet kan pege på en guldfarvet Up, en orange Polo eller en mørklilla Passat som eksempler.

Farvel til konebilen

Imidlertid skal man ikke nødvendigvis tro, at konebilen altid er en lille praktisk ekstrabil, der først og fremmest kører langt på literen.

“Konebilen findes ikke mere. Det kan lige så godt være manden, der kører i den lille bil. Jeg oplever derimod, at mange kvinder tænder på vores SUV’ere. Pigerne kan godt lide de store biler”, konstater Peter Hansen.

Deltag i debatten
Del.